Argentina - La Guardia Vieja

San Jose de Jachal, Rodeo og Guardia Vieja (den gamle toldstation) 

Lørdag den 14 december

Nu var jeg så kommet til Jachal, med mine nye fine knopdæk. Jeg har kørt 330 km siden Mendoza, men stort set kun på asfalt. Det er jo ikke den slags veje de er beregnede til, og faktisk er de på asfalt ret irriterende, da de larmer mere og styrer dårligere.

Ok men nu ligger Jachal tæt på Andeskæden, så jeg besluttede mig til, at udforske omgivelserne lidt - 
og gøre det uden oppakning. Og - så kunne det jo være, at jeg ville lykkes med at komme ud på nogle
jordveje. 

Sådan går det ikke helt, men det bliver en meget flot tur, med kringlede veje og flotte bjergformationer.

På vejen møder jeg også et hold argentinere på crossmaskiner, de havde fundet nogle steder at lege, og en af dem er da også punkteret - men så ringer man da bare til følgebilen! Det er klart, at jeg er mere sårbar for den slags uheld, selvom jeg har medbragt lappegrej og trykluftpatroner og der ingen følgebil. Jeg er derfor glad for at at jeg har valgt at købe en ret ny MC og ikke den slidte KLR som jeg først havde kastet min kærlighed på.

Efter en kæmpe frokosttallerken i Rodeo,  beslutter jeg mig for, at se hvor langt jeg kan komme op imod grænsen til Chile. 

Ret hurtigt støder jeg på toldstationen, som ligger 90 km fra bjergpasset Agua Negra (4780m) der udgør grænsen mellem Argentina og Chile. Personalet er megaflinke, og jeg får en passérseddel, så jeg kan køre 40 km længere til den gamle toldstation. Der er herfra den egentlige opstigning til passet begynder. 

Ved den gamle toldstation møder jeg en enkelt men flink tolder, som kan fortælle at grænsen er lukket flere måneder om året, fordi de store snemængder gør det farligt at passere. Han fortæller, at der iøvrigt er en del trafik, bla har der for nogle dage siden været et hold cyklister, der har taget turen op i de tynde luftlag - der er ikke meget ilt i knap 5 km højde - tænk at passet ligger i samme højde som toppen af Mount Blanc! 

Nå jeg har endnu ikke kørt andet end nogle få hundrede meter på jordvej. Men så kommer der et hold argentinere ræsende ned på deres BMW GS'ere, og de siger at der oppe ved grænsen faktisk er en hel del vej uden asfalt,  og en del er meget sandet. De har dog ikke haft hverken styrt eller punkteringer. Jeg skal imidlertid ikke til Chile i denne omgang, og må vende om og køre tilbage sammen med argentinerne. De giver den rigtig gas på den øde asfaltvej. Jeg tager den lidt mere med ro,  da jeg har set at der er en del løsgående heste i området,  og jeg har ikke lyst til at komme op og ride på en af dem. 

Vejen tilbage til Jachal er ren meditation, de bløde kurver og solen i ryggen giver ekstra liv og perspektiv til de farvede klippeformationer. 

Vandreservoiret Cursta del Viento 

Tilbage i Jachal, hvor der er pænt lunt, trænger jeg til en kold øl, og snupper en ved en hyggelig beværtning ved den Plaza Central