Vin og Vandfald i Tarija

Vin og Vandfald i Tarija 

Vin 

Det er bare så dejligt at være tilbage i Tarija og opleve alle de positive ændringer som er sket her hvor jeg arbejde i et FAO projekt til bekæmpelse af jorderosion for over næsten 30 år siden. 

I dag er nogle af de områder, som før var ubrugelige, fordi erosionen havde skabt dybe erosionskløfter, planeret ud så der kan dyrkes vin.

For 2 dage siden kom Susanne også til Tarija, og det har været nogle rigtige interessante og sjove dage sammen med min gamle kollega og vært Jorge Ruiz. 

Fredag var vi med Jorge og hans søn "Fuji" ude og se på vindyrkning i Concepcion dalen, hvor de to er i fuld gang med vindyrkning, men endnu ikke har deres egen bodega. Det har to af Jorges brødre imidlertid og hans svoger Rodrigo - som vi iøvrigt bor hos lige nu  - er i fuld gang med dyrkning og er snart færdig med sin bodega. 

Det er gode vine der produceres, bla med druerne Tannat, Cabernet Sauvignon og Shyrah. Rodrigo har allerede fået en pris på en af sine vine, og er meget dedikeret. Han dyrker også vindruer til spisning.

Der er gang i høsten af spisedruer hos Rodrigo,  og druerne er flotte 

Susanne prøver også om drueplukker kunne være et alternativ til sin advokatvirksomhed. Det går da også fint med at klippe dem ned, men tager godt nok lang tid at klippe de små ufærdige druer fra . 

De nye ståltanke er importeret fra Argentina,  men andet maskineri kommer fra Italien fordi Rodrigo mener at kvaliteten er højere 

Så skal der smages på vinen, og Rodrigo forklarer en bunke om forskellige smagsstoffer, og hvorfor det er muligt at få en høj kvalitetsvin i næsten 2000 meter som dalen ligger i. Det er noget med store temperatursvingninger og meget sol. Tannat som ellers dyrkes i Uruguay, har haft stor succes i Tarija. 

Dagen sluttede hos den Vingård som tilhører Jorges brødre, og som er har været drevet af en tidligere ejer i en årrække. 

Her er der en stor bodega med masser af rødvin på fade men også Cava. 

Vandfald 

I dag har vi så været ude og vandre, og få en skyller ved Los Chorros de Marquiri, Det er et vandfald inden i en smal kløft, som virker som en grotte. Turen derop var ok men ikke for gangbesværede. Men det er vi heller ikke, så vi havde en fantastisk flot tur derop og nød det kolde vand.

Billetsælger - 5 kroner for at køre over hendes stykke land 

Markerne ligger  smukt langs vandløbet omkranset af bjergene

Så nærmer vi os - vi kan se nogle små prkker som er mennesker 

En kæmpe klippeblok har kilet sig fast øverst i slugten

Den sidste del er udfordrene 

Jorge og jeg går i det kolde vand

Sanne og jeg svømmer helt ud og får et brusebad 

Tilbage igen kører vi til San Lorenzo, som virkelig er blevet en helt anden by end den søvnige støvede flække, som jeg kendte. Gader og huse er renoveret, og der er kommet et fint torv hvor vi får en forfriskning.

Majssuppe, med kanel og andre krydderier, får det til at smage af risengrød. Serveres med varm mælk.

Jul i Tarija 

Jeg laver et lille hop i min rejseberetning, for at fortælle om min jul i Tarija. Tarija er både en by og et departement, som ligger i den allersydligste del af Bolivia, og som på mange måder er anderledes end resten af landet.. Befolkningen er ret blandet og de fleste har både indiansk og europæisk blod i deres årer. Hertil kommer, at der traditionelt er en stor tilknytning til Argentina, som ligger 3 timers kørsel herfra. Og så får folk fra Tarija skyld for at være lidt langsomme pga det gode klima.

Juleaften eller Noche Buena som den hedder her, blev holdt hos begges familier. Den 23 besluttede Elianas familie at hendes far skulle flyves til Santa Cruz, for at blive indlagt og behandlet her. To familiemedlemmer rejste med, og  farens indlæggelse prægede naturligt nok julefesten.  

Susanne og jeg boede her i 91-92 sammen med Jonathan.  Nathalie nåede lige at være her et par måneder før vi flyttede til Chile. Jeg har været tilbage to gange,  mens Susanne ikke har været her siden vi forlod byen i julen 92. Siden jeg for en uge siden kom til Tarija, har jeg boet hos min gamle kollega og gode ven Jorge Ruiz Martinez og hans skønne kone Eliana Ruiz Auad. 

Kl ca 21:30 satte vi os til bords efter først at have sludret over en drink. Så fik vi serveret den traditionelle julemad, Picaña (en kraftig suppe med oksekød, kylling og kartoffel - hertil en majskolbe) Man drikker ikke noget under spisningen, men bagefter vin, eller hvad man har lyst til. Nu er Tarija et vindyrkningsområde, og flere medlemmer i begge familier dyrker vin - primært rødvin - så der skal jo smages, sammenlignes og diskuteres. Før vi spiste, blev der holdt en lille tale/bøn specielt i forhold til faderen, men også lidt status over hvordan det er gået i familien - og bla. at et nyt medlem er på vej. 

Der er også gaver, men det er kun en enkelt eller to, og de udveksles mellem de personer der nu giver hinanden gaver -  uden at alle behøver at blive inddraget. Jeg fik en fin kasket, og havde selv et par gaver med som gjorde lykke. Seancen tog et kvarters tid, og jeg synes det er en helt fin måde at gøre det på. . 

Bagefter munter samtale og hyggeligt samvær, før vi drager afsted til Jorges familie. 

Middag, eller midnat, det er blevet rigtig sent, holdes hos Jorges søster og hendes mand. Søsteren bor pga af arbejde i Santa Cruz,  men manden bor i Tarija - der er ca en times flyvning mellem de to byer. De bor i et stort nyt hus,  som er fuldt pyntet op, og har udsigt over San Jacinto søen.

Her får vi igen serveret Picaña og smager på vin. Der bliver igen holdt status over familiens success i året der gik, og ønsker for fremtiden - specielt de unge familiemedlemmers studier er vigtige! I det hele taget, kan man i begge familier mærke de meget stærke familiebånd,  og at man virkelige hjælper hinanden indenfor familien Stemningen er lidt mere mat end sidst, de fleste har jo allerede været hos den anden halvdel af deres familie. Vi smutter ved et tiden 

Den første juledag, er vi igen hos Jorges familie, men det er kun Jorge, hans søn Jorge (kaldet Fuji) og mig Jorge som tager derhen. Eliane tager over til sin familie, hvor de følger udviklingen på hospitalet. Vi får serveret svinekød og hjemmelavet blodpølse som der er tradition for at spise 1. Juledag. God rødvin af egen avl drikkes dertil. Vi er der i 2 - 3 timer,  og så er den jul færdig. 

Argentina - La Guardia Vieja

San Jose de Jachal, Rodeo og Guardia Vieja (den gamle toldstation) 

Lørdag den 14 december

Nu var jeg så kommet til Jachal, med mine nye fine knopdæk. Jeg har kørt 330 km siden Mendoza, men stort set kun på asfalt. Det er jo ikke den slags veje de er beregnede til, og faktisk er de på asfalt ret irriterende, da de larmer mere og styrer dårligere.

Ok men nu ligger Jachal tæt på Andeskæden, så jeg besluttede mig til, at udforske omgivelserne lidt - 
og gøre det uden oppakning. Og - så kunne det jo være, at jeg ville lykkes med at komme ud på nogle
jordveje. 

Sådan går det ikke helt, men det bliver en meget flot tur, med kringlede veje og flotte bjergformationer.

På vejen møder jeg også et hold argentinere på crossmaskiner, de havde fundet nogle steder at lege, og en af dem er da også punkteret - men så ringer man da bare til følgebilen! Det er klart, at jeg er mere sårbar for den slags uheld, selvom jeg har medbragt lappegrej og trykluftpatroner og der ingen følgebil. Jeg er derfor glad for at at jeg har valgt at købe en ret ny MC og ikke den slidte KLR som jeg først havde kastet min kærlighed på.

Efter en kæmpe frokosttallerken i Rodeo,  beslutter jeg mig for, at se hvor langt jeg kan komme op imod grænsen til Chile. 

Ret hurtigt støder jeg på toldstationen, som ligger 90 km fra bjergpasset Agua Negra (4780m) der udgør grænsen mellem Argentina og Chile. Personalet er megaflinke, og jeg får en passérseddel, så jeg kan køre 40 km længere til den gamle toldstation. Der er herfra den egentlige opstigning til passet begynder. 

Ved den gamle toldstation møder jeg en enkelt men flink tolder, som kan fortælle at grænsen er lukket flere måneder om året, fordi de store snemængder gør det farligt at passere. Han fortæller, at der iøvrigt er en del trafik, bla har der for nogle dage siden været et hold cyklister, der har taget turen op i de tynde luftlag - der er ikke meget ilt i knap 5 km højde - tænk at passet ligger i samme højde som toppen af Mount Blanc! 

Nå jeg har endnu ikke kørt andet end nogle få hundrede meter på jordvej. Men så kommer der et hold argentinere ræsende ned på deres BMW GS'ere, og de siger at der oppe ved grænsen faktisk er en hel del vej uden asfalt,  og en del er meget sandet. De har dog ikke haft hverken styrt eller punkteringer. Jeg skal imidlertid ikke til Chile i denne omgang, og må vende om og køre tilbage sammen med argentinerne. De giver den rigtig gas på den øde asfaltvej. Jeg tager den lidt mere med ro,  da jeg har set at der er en del løsgående heste i området,  og jeg har ikke lyst til at komme op og ride på en af dem. 

Vejen tilbage til Jachal er ren meditation, de bløde kurver og solen i ryggen giver ekstra liv og perspektiv til de farvede klippeformationer. 

Vandreservoiret Cursta del Viento 

Tilbage i Jachal, hvor der er pænt lunt, trænger jeg til en kold øl, og snupper en ved en hyggelig beværtning ved den Plaza Central

Next stop San Jose de Jachal

Fredag 13 december

Nu skal der bare ikke være flere uheld - por favor. 

Mendoza, San Juan, San Jose de Jachal

Det gik helt fint med at komme ud  af Mendoza, og men her så jeg også bagsiden af byen, et fattigt boligområde der også fungerede som affaldssortering. Plastik overalt, sammen med alt andet der ikke kunne bruges, flød og fløj overalt.

Affald er altså et kæmpeproblem, her som i Chile og mange andre af disse mellemindkomstlande. 

Så nu var jeg ude på den episke Route 40 som har samme betydning her, som rute 66 har det i USA. Den nordlige del var oprindelig den gamle inkavej sydover fra Peru og Bolivia. Senere var det de spanske consquistadorer, guld-  og sølvgravere der benyttede ruten. I dag er det en af verdens længste vejstrækninger - over 5000 km lang.  

RN40 eller ej det var ikke den fedeste begyndelse. Ligeud med masser af tung trafik, langsgående riller og huller i vejen. Og så var det varmt og landskabet ensformigt. 

Jeg nåede San Juan og efter at have kørt lidt op og ned af hovegaden valgte jeg en lokal fastfood stand. Burgeren var noget fra fryseren men salat, tomat og brød var godt. Og så fik jeg en sludder med en del mennesker, som var nysgerrige over min MC og ville vide hvor jeg kom fra. Lige mig efter at have kedet mig på vejen. 

Resten af turen bød på et mere interessant landskab og langt bedre vej med mindre trafik, men det var godt nok varmt.

Jeg følte at min venstre fod kogte, fordi det var lige her at solen ramte med den retning stik nord som jeg kørte. 

Da jeg manglede ca 40 km fra Jachal og virkelig trængte til et hvil dukkede der pludselig et refugium op af varmedisen, Det flød selvfølgelig med plastikflasker, men der var halvtag og et bord med bænke og jeg trængte til en lur. Så er det jo godt at jeg har liggeunderlag med på turen. 

Jeg blev dog vækket af en gut i pick-up men det var helt fint han kendte området og gav mig nogle gode råd. 

Således klar igen tog jeg det sidste stykke til Hotel Sam Martin i Jachal, hvor jeg blev vel modtaget på det lidt simple, men hyggelige hotel med egen parkering. Byen er lille, men jeg nåede at komme ud og få en is, fandt en hjemmesyerske der kunne klare en lille opgave og snakkede med de lokale miljøaktivister.

Ligesom i Chile er klima ikke noget som står øverst på dagsordenen, hos de mennesker jeg møder, . Det gør imidlertid mangel på og forurening af vand. Både i Chile og Argentina er minedrift storforbrugere og forurenere af vand. LIge nu prøver Shandong Gold (kinesisk fusion med canadiske Barrick Gold) at få tilladelse til minedrift, i de bjergområder, hvor vandressourcerne skabes. I Argentina kalder de sig noget så poetisk som "Minera Andina del Sol". Politisk er man meget åbne for at hjælpe udenlandske investorer (Svarer lidt til datacentre i DK). Så i øjeblikket behandles forslag om at fjerne lov 7722, som forbyder mineselskaber i at bruge giftige stoffer som Cyanid og kviksølv i udvinding af guld. Det er protesterer en række lokale miljøorganisationer imod.

Mendoza - en sympatisk by i Sydamerika

Det var over 25 år siden,  at jeg havde været i Mendoza,  men byen er som jeg husker den. 

En by hvor jeg godt kunne bo!

Der er masser af skygge fra store træer, som gjorde det behageligt, at bevæge sig rundt, selvom temperaturen røg over 30

Og så kan man få god kaffe overalt! 

Umiddelbart er det ligesom, at hvor Chile på mange måder kopierer USA,  har  Argentina  en mere Europæisk stil., Fx sidder Wallmart på en stor del af dagligvarhandlen i Chile, mens det er Carfour der bestemmer i Argentina. Desværre er det næsten lige dårlige produkter begge steder. Argentina virker også mere ligelig fordelt - det siger eksperterne i hvert fald! 

Åh  det er godt vi har nogle eksperter der kan fortælle os om hvad der er op og ned på virkeligheden.

Så kører der mange gamle biller rundt og det er ikke bare til udstilling på havnen, som i Roskilde - nej de blive skam stadig brugt. Og det er Ford og Chevy pick-ups fra 60 og 70érne. 

Men også rigtig mange Renault'er specielt 12  som min familie havde i 70'erne, kører der mange af. De blev lavet i Argentina og nu bliver der lavet mange Dacia biler som her hedder Renault

Der er også kommet cykelstier, men ikke flere end i Chile. Den her er da meget fed synes jeg. 

Mendoza - en dag på værkstedet

Torsdag Morgen alt pakket og klart . lige over og hæve tre gange på maskinen så jeg har nogle kontanter

 (I Argentina  kan man max hæve 450 kr af gangen, og når man skal bruge kort i butikker skal der også skrives under - meget betryggende ingen Britta sag her)

Nå men afsted går det, indtil en fyr med konen på bagsædet, spørger om jeg har det fint at mit baghjul whobbler. Ind til siden og vi kigger på det sammen - øv en eger er gået løs og flere er ikke længere spænt op . jeg synes ellers jeg gjorde det så godt -  på fortorvet i Los Andes -  for et par dage siden. Nå manden - Nelson viste sig at være mekanikker og jeg kunne bare komme forbi om en time.

Jeg har aldrig set noget lignende. Motorcykler overalt: På gårdspladsen og under halvtaget lå over 30 motorcykler i mere eller mindre adskilt stand. De fleste fra kunder der ikke havde råd til indkøb af reservedele.

Nå men et par andre gutter kom forbi, de skulle ordne noget på en maskine. Det viste sig at den ældste gut og Nelson havde kørt ræs på højt niveau. Nelson havde været Argentinsk mester i noget road racing, men han havde også kørt cross

Der rettes op 

Nye dæk - nu med greb

Nelson kunne således også hjælpe mig med at få nogle mere egnede dæk til maskinen. Jeg havde ellers brugt timer dagen forinden på at finde nogle  - men lige i Nelsons kvarter var der bare en super velassorteret og professionel forhandler










Hen imod aften var alt klart - selvom der var 3 timers middagspause - og efter at have betalt en meget rimelig betaling - med et selvvalgt tillæg - inviterede jeg ham og konen på middag i byen. Men nej de synes hellere jeg skulle komme til en assado - argentinsk grill

Og på den måde sluttede en dag med en uheldig begyndelse,  med at være en rigtig god en af slagsen!