Patagonien

På jord og sten i flot natur

Chile og Argentina deler Patagonien imellem sig. Det har ikke gået stille af,  og i José San Martin - en lille forblæst by på den flade tørre pamas - er der et monument for en indianerstamme der kæmpede med argentinerne mod chilenerne. Det er jo lidt utroligt fordi de indianske normadestammer stort set alle er udraderet i Argentina - et folkemord vil nogle mene.

Nå men selvom mange chilenere mener at hele Patagonien retlig tilhører Chile er der faktisk foretaget et bilateralt historisk studie som i 2002 konkluderede at Argentina IKKE har stjålet Patagonien.

De argentinsk allierede stammer

Nå men udfra det jeg indtil videre har set af Patagonien kan jeg sige at den chilenske del er den smukkeste med tempereret regnskov, fantastiske bjerge, gletsjere, floder og fjorde. Mens den argentinske del er tør, flad og forblæst - men der er rige olieforekomster så benzinen koster under en femmer for 98 oktan.

Udsigt over den lille smukke chilenske by Puerto Rio Tranquilo, som ligger ved Sydamerikas næststørste sø - efter Titicaca. Søen deles af Chile og Argentina, hvor den hhv hedder Lago General Carrera og Lago Buenos Aires. For den oprindelige befolkning var navnet Chelenko - det navn kan jeg bedre lide end de to andre 

En mellemmad på turen mod nord i Argentina af Ruta Nacional 40, som går helt til Bolivia. Den kommer jeg til at følge helt til Mendoza. Så er ringen sluttet, for det var fra Mendoza at jeg fulgte den nordpå til Bolivia.

For at komme sydpå igennem Chile, må man tage færger, som krydser fjorde og forbinder "fastlandet" med Ruta 7 - den sagnomspundne "Carretera Austral" som bare betyder sydvejen. Jeg starter flot ud fra Puerto Montt og kører langs fjordene og en lille færgeoverfart til Hornopiren hvor jeg skal med færgen ned til hvor Carretera Austral rigtigt begynder. 

Ned langs kysten ligger der mange laksedambrug, Chile har ligesom Norge gode betingelser for at dyrke dambrug. Desværre forurener disse brug med næringsstoffer og der er også problemer med sikkerheden for de folk der arbejder med brugene. Der har været en del dødsulykker med dem der dykker ned for at ordner net. 

Men ligesom i nord,  hvor der er kæmpe forurenings- og sundhedsproblemer pga minedriften, tør man ikke stille krav til laksefirmaerne fordi de giver gode arbejdspladser og måske også smører nogle politikere og kontrollanter. 

På vejen møder jeg en anden ældre fyr på en BMW 800 med dæk der passer til gaden i Santiago, men da ikke jordvej. Nå men han kører til,  og da vi senere spiser frokost sammen i Hornopiren,  aftaler jeg med Julian, som han hedder,  at vi kører sammen til vi ikke gider mere. Det bliver en uge - for derefter skal han tilbage til Santiago. 

  

Næste dag er det afsted med færgen, jeg havde fået reservation og betalt billet forud. Men Julian kom også med på chancen. PÅ turen der tog over 5 timer mødte vi masser af mennesker: 

Et ungt par der blaffede 

En fyr der lavede youtube,

og en australsk chilensk par på vores alder. Brian er astrolog og arbejdede på observatoriet i La Sererna hvor han mødte Maria. De skifter med at bo i Australien og Chile.

På resten af turen fortsatte vi med at have kontakt med dem vi mødte på båden og mødte mange flere. Det er meget sjovt men det er ligesom man følger med i hinandens tur og om alt går vel.

Man udveksler whatsapp - internet opkald som er meget brugt udenfor Danmark. Der er rigtig mange unge mennesker på ruten, som med telt og oppakning, tager bus og blaffer mens andre cykler. De er seje for det kan ofte være både en våd og kold omgang. 

Nå efter den første dag med sol får YR ret, det bliver vådt og jeg får rigtigt brugt mit flotte orange regnsæt. Men vejene bliver ikke mudrede som i Bolivia og eftersom vi er i et tempereret regnskovsområde er det vel også at forvente.

Det er også fantastisk at se hvorledes skoven damper og der er så mange vandfald - store og små

Et af de gamle huse som pynter i Chaiten 

I Chaiten som virkelig er Bergen i Patagonien, og selv for Chile er rimelig grim, fordi en lavastrøm er løbet ned igennem byen, beslutter vi os for at tage mod øst til Futaleufu eller bare Futa fordi der her er  et mere tørt mikroklima

Vi kører fra begyndelsen i heftig regn men det er ok,  bortset fra at Julians Harley støvler bliver megavåde og må fores med plastikposer.





Fute er fed. Der er lidt koldt specielt om aftenen kan vi mærke de kolde vinde fra den argentinske del af Patagonien. Julian laver sjov med mig fordi jeg synes det er koldt. Han synes bare det er dejligt  med den friske kølige luft til afveksling fra Santiago varme og forurening,

Vi rammer ind i den første dag af byens festuge - meget kulturelt med Gauchos (cowboys)  og digtoplæsning.

Vi får også en snak med borgmesteren. En stout fut omkring de 40. Hans kone er også frisk og  tager imod danseinvitation fra et sprutchoc der vil danse folkedans - han får sin sag for, men gør det godt og folk klapper. Den sydamerikanske tolerance som jeg elsker er også her.


Vi finder også ud af at Futa er et af de bedste steder i verden til rafting så det skal vi selvfølgelig prøve. Det er så fedt og sikkerheden er i top med 2 følgekatermaraner og 2 kajaker der bare styrer rundt og fanger alle ind der skvatter udenbords. Vi er 6 på hver raft + bådfører som for os er en italiener som årstidsskifter mellem Mont Blanc og Futa. Vi føler os i sikre hænder og jeg har ihvertfald en af mit livs bedste oplevelser.

Så er vi igang - vi var en fed gruppe vores italienske fører bagerst og 4 unge med vildt engagement og os to gamle. Jeg sidder forrest til venstre.











Så er der bare fuld fart frem. Det fede med ruten er at der bare er stigende progression igennem hele løbet. Og pauser imellem de enkelte fald. Udtagelse var et fredeligt sted hvor dem der ville kunne hoppe i og freestyle ned igennem faldene.








Det er  ultimativ havkajak. Jeg blev helt vild når jeg så hvor elegant disse to kunne styre rundt i strømmen og være klar til opsamling.Yderst professionelt og de elskede det.