Patagonien

På jord og sten i flot natur

Chile og Argentina deler Patagonien imellem sig. Det har ikke gået stille af,  og i José San Martin - en lille forblæst by på den flade tørre pamas - er der et monument for en indianerstamme der kæmpede med argentinerne mod chilenerne. Det er jo lidt utroligt fordi de indianske normadestammer stort set alle er udraderet i Argentina - et folkemord vil nogle mene.

Nå men selvom mange chilenere mener at hele Patagonien retlig tilhører Chile er der faktisk foretaget et bilateralt historisk studie som i 2002 konkluderede at Argentina IKKE har stjålet Patagonien.

De argentinsk allierede stammer

Nå men udfra det jeg indtil videre har set af Patagonien kan jeg sige at den chilenske del er den smukkeste med tempereret regnskov, fantastiske bjerge, gletsjere, floder og fjorde. Mens den argentinske del er tør, flad og forblæst - men der er rige olieforekomster så benzinen koster under en femmer for 98 oktan.

Udsigt over den lille smukke chilenske by Puerto Rio Tranquilo, som ligger ved Sydamerikas næststørste sø - efter Titicaca. Søen deles af Chile og Argentina, hvor den hhv hedder Lago General Carrera og Lago Buenos Aires. For den oprindelige befolkning var navnet Chelenko - det navn kan jeg bedre lide end de to andre 

En mellemmad på turen mod nord i Argentina af Ruta Nacional 40, som går helt til Bolivia. Den kommer jeg til at følge helt til Mendoza. Så er ringen sluttet, for det var fra Mendoza at jeg fulgte den nordpå til Bolivia.

For at komme sydpå igennem Chile, må man tage færger, som krydser fjorde og forbinder "fastlandet" med Ruta 7 - den sagnomspundne "Carretera Austral" som bare betyder sydvejen. Jeg starter flot ud fra Puerto Montt og kører langs fjordene og en lille færgeoverfart til Hornopiren hvor jeg skal med færgen ned til hvor Carretera Austral rigtigt begynder. 

Ned langs kysten ligger der mange laksedambrug, Chile har ligesom Norge gode betingelser for at dyrke dambrug. Desværre forurener disse brug med næringsstoffer og der er også problemer med sikkerheden for de folk der arbejder med brugene. Der har været en del dødsulykker med dem der dykker ned for at ordner net. 

Men ligesom i nord,  hvor der er kæmpe forurenings- og sundhedsproblemer pga minedriften, tør man ikke stille krav til laksefirmaerne fordi de giver gode arbejdspladser og måske også smører nogle politikere og kontrollanter. 

På vejen møder jeg en anden ældre fyr på en BMW 800 med dæk der passer til gaden i Santiago, men da ikke jordvej. Nå men han kører til,  og da vi senere spiser frokost sammen i Hornopiren,  aftaler jeg med Julian, som han hedder,  at vi kører sammen til vi ikke gider mere. Det bliver en uge - for derefter skal han tilbage til Santiago. 

  

Næste dag er det afsted med færgen, jeg havde fået reservation og betalt billet forud. Men Julian kom også med på chancen. PÅ turen der tog over 5 timer mødte vi masser af mennesker: 

Et ungt par der blaffede 

En fyr der lavede youtube,

og en australsk chilensk par på vores alder. Brian er astrolog og arbejdede på observatoriet i La Sererna hvor han mødte Maria. De skifter med at bo i Australien og Chile.

På resten af turen fortsatte vi med at have kontakt med dem vi mødte på båden og mødte mange flere. Det er meget sjovt men det er ligesom man følger med i hinandens tur og om alt går vel.

Man udveksler whatsapp - internet opkald som er meget brugt udenfor Danmark. Der er rigtig mange unge mennesker på ruten, som med telt og oppakning, tager bus og blaffer mens andre cykler. De er seje for det kan ofte være både en våd og kold omgang. 

Nå efter den første dag med sol får YR ret, det bliver vådt og jeg får rigtigt brugt mit flotte orange regnsæt. Men vejene bliver ikke mudrede som i Bolivia og eftersom vi er i et tempereret regnskovsområde er det vel også at forvente.

Det er også fantastisk at se hvorledes skoven damper og der er så mange vandfald - store og små

Et af de gamle huse som pynter i Chaiten 

I Chaiten som virkelig er Bergen i Patagonien, og selv for Chile er rimelig grim, fordi en lavastrøm er løbet ned igennem byen, beslutter vi os for at tage mod øst til Futaleufu eller bare Futa fordi der her er  et mere tørt mikroklima

Vi kører fra begyndelsen i heftig regn men det er ok,  bortset fra at Julians Harley støvler bliver megavåde og må fores med plastikposer.





Fute er fed. Der er lidt koldt specielt om aftenen kan vi mærke de kolde vinde fra den argentinske del af Patagonien. Julian laver sjov med mig fordi jeg synes det er koldt. Han synes bare det er dejligt  med den friske kølige luft til afveksling fra Santiago varme og forurening,

Vi rammer ind i den første dag af byens festuge - meget kulturelt med Gauchos (cowboys)  og digtoplæsning.

Vi får også en snak med borgmesteren. En stout fut omkring de 40. Hans kone er også frisk og  tager imod danseinvitation fra et sprutchoc der vil danse folkedans - han får sin sag for, men gør det godt og folk klapper. Den sydamerikanske tolerance som jeg elsker er også her.


Vi finder også ud af at Futa er et af de bedste steder i verden til rafting så det skal vi selvfølgelig prøve. Det er så fedt og sikkerheden er i top med 2 følgekatermaraner og 2 kajaker der bare styrer rundt og fanger alle ind der skvatter udenbords. Vi er 6 på hver raft + bådfører som for os er en italiener som årstidsskifter mellem Mont Blanc og Futa. Vi føler os i sikre hænder og jeg har ihvertfald en af mit livs bedste oplevelser.

Så er vi igang - vi var en fed gruppe vores italienske fører bagerst og 4 unge med vildt engagement og os to gamle. Jeg sidder forrest til venstre.











Så er der bare fuld fart frem. Det fede med ruten er at der bare er stigende progression igennem hele løbet. Og pauser imellem de enkelte fald. Udtagelse var et fredeligt sted hvor dem der ville kunne hoppe i og freestyle ned igennem faldene.








Det er  ultimativ havkajak. Jeg blev helt vild når jeg så hvor elegant disse to kunne styre rundt i strømmen og være klar til opsamling.Yderst professionelt og de elskede det.

Det sydligste Amerika

Tilbage i Chile og på vej syd sydpå
Jeg er nu tilbage i Chile og det var en fantastisk rejse fra jeg forlod Uyuni den 24 januar og nåede Chiles nordligste by Arica den 28 januar. Herfra kørte jeg langs kysten de 2000 km til Santiago hvor La Roja kom til service.

Jeg kommer med et indlæg om den tur senere, men lige nu vil jeg gerne fortælle om hvad jeg oplever her sydpå. Igen kan det være svært at finde tiden, strøm og internet.

Med frisk olie og et afbalanceret forhjul er det en fornøjelse at tage afsted igen på denne sidste tur som går sydover.

Jeg har været meget i tvivl, men jeg vil gerne ned og køre på Carretera Austral der går igennem tempereret regnskov,  som kun  findes få steder i verden. Og efter så meget ørken er det fantastisk at se noget grønt.

Jeg er startet i søndags den 9 februar, efter et par dages besøg hos mine gode venner familien Torres i Casablanca. Efter en skøn lille tur af snoede veje, ramte jeg motorvejen sydover. Varmt var det blevet igen fordi motorvejen ned til Chillian ligger som  i en gryde mellem 2 bjergkæder. På vejen mødte jeg min MC ven Ricardo fra GSTrial. han kunne give mig nogle hints til turen og så var det også hyggeligt















Fra Chillian måtte jeg lige ud til kysten og det var en lækkert at køre på snoede veje i et smukt landskab som mere minder om Danmark eller Nordtyskland end det vi oftest forbinder med Sydamerika.

Her ved en stor sø er der flot sol





Når man kommer ud til kysten, falder temperaturen mærkbart og der er tåge og havgus. Men det kan kørene godt lide






I nord så jeg nogle kæmpe vindenergianlæg, det var i ørkenområder uden mennesker,  men her i syd opfører industrien sig som om der ikke er mennesker. I byen Renalco har de opsat Vestas møller på alle sider af byen og folk er utroligt plaget af støjen. Jeg talte med flere der fortalte om sygdom pga den stress støjen udsætter dem for. En sikkerhedsekspert jeg senere talte med kunne bekræfte at planlægingen kun tager højde for at optimere effekten af møllerne.







 Nu er jeg nået til Puerto Montt hvor jeg bor på et gammeldags hostal med den flotteste udsigt over fjorden der vender mod syd. Solen skinnede flot, og jeg nævnte der for krofatter der grinede og kunne fortælle at det hele formiddagen havde høvlet ned.

Udsigt fra mit hotel

Det betyder da også at jeg må forvente at få regn på turen igennem regnskoven -  men hvor meget?  Nu får vi se - vejrudsigten ser ikke for god ud - men jeg kan jo være heldig.

  Til sidst et par billeder med huse fra Puerto Montt. I morgen afsted mod Hornopirén hvor jeg  skal overnatte før færgen sejler næste morgen. Jeg krydser fingre for at vejrudsigten ikke holder!!

Til salg

saltsøer og ørken

Siden jeg for mange år siden besøgte Atamaørkenen - som chilenerne har stjålet fra Bolivia sammen med adgangen til havet - har jeg haft lyst at krydse grænsen og  køre op igennem den Bolivianske del med alle de mange mærkelige søer, vulkaner og falmingoer og alt det andet.

I Tupiza undersøgte jeg mulighedene for at koble mig på en tur, hvor jeg kunne køre MC og jeg så betalte fuld pris for turen, mod at jeg fik overnatning, mad og de tog noget ekstra benzin med til mig.

De ringede til Uyuni, hvorfra turene udgik fra, og fik at vide at det skulle vi nok finde ud af.

Næste dag havde jeg en lidt sej tur til Uyuni pga regn på højsletten, men det var først da jeg skulle ind i "byen" det blev svært. Det mest udfordrende off road indtil videre. Kæmpe mudderhuller på gaderne, og der var huller og sten gemt i det brune ulækre vand. Imens er der jo altid hundene som skal jagte os stakler på MC. Det er sku' svært at komme igennem disse søer og stadig sparke ud efter hunden der napper efter ens haser. Faktisk er det en gang lykkes mig at ramme en køter med en helflugter som den hylende forsvandt. Fed fornemmelse😈

Nå en gang ramte jeg noget - en sten eller hul, men have så god fart på at jeg fik rettet op. Henne ved Lincancabur tours bad jeg dem ringe til chaufføren for at lave aftale til næste dag. Jo det kunne stadig godt lade sig gøre fik jeg at vide. Men nu fik jeg selv fat i telefonen for at høre det fra hestens egen mund. Jeg spurgte direkte om han synes det var tilrådeligt,  at jeg selv kørte. Nej grinte han -  det var da komplet uforsvarligt, og han kunne så remse nok så mange grunde op. OK ja men hvis der er en skør gringo der kan køre Paris Dakar så fint nok, men en rejse on/off road MC med en gammel mand - no way! Og slet ikke efter regn,  hvor sand og ler var forvandlet til en sej muddervælling.

Så jeg tog næste morgen afsted med et hold bestående af 2 argentinere og 3 peruanere,  hvoraf den ene var en læge på min alder og de andre var i alderen 23 til 43 - fint hold og vi fik alle tiders tur. Todage ned til Chilegrænsen ved San Pedro de Atacama. Det blev to meget lange dage - og så en dag til Uyuni saltsøen. Incl mad og 2 overnatninger. Ialt 800 kr. Hvis nogen skal på de kanter kan jeg godt andbefale Lincancabur de er gode.

Her er nogle af billeder fra turen:

Allerede på hovedvejen fra Uyuni priste jeg mig lykkelig for ikke at sidde på en MC med knopdækkene fulde af tungt mudder. Her er et lastvognstog der sidder fast. 

Det er sku for fedt med den vilde natur. Men vi er mellem 4 og 5000 meters højde og det kan mærkes når man bare vil have det sjovt.

Så fik vi også sne.



                                                                                                     

Her er lidt vej, men ofte er der masser af spor at vælge imellem og så tager man bestik af en bjerg eller en sø - så man skal kende forholdene. 

Termiske bade med stjernehimmel efter en lang og anstrengende dag.

Næste morgen var der også nogle der skulle i.

Vicunaer er der mange af - men de
er sky og sjældent tæt på

Lugane Collrado har en vild stor population af flamingoer - bestanden er i vækst

Alle mulige syrede stenformationer 

Uyuni saltsø

Derfor kørte jeg ikke på MC derud. Men drengene fra Santa Cruz havde en alletiders tur

I met these young guys, who had taken the long ride up to Uyuni from Santa Cruz. The night before they slept on the train cemetery and had been freezing their butts off. But full of energy showing what motorcycling is all about. Insisted I should try a ride - thanks guys but it became a very careful driving

Familien fra Santa Cruz

Bil og ny chauffør - de kører primært landcruiser og lexus fra slut 90 som de siger er de mest holdbare biler.

Rejse i Bolivia - del 2: Mere dale Altiplano

Bolivias højslette eller Altiplano, som er langt fra plan, men altså er en store sammensat flade, som ligger i ca 3,5 til 4 km højde omkranset af bjerge, hvor flere er mere end 6 km høj. Det er et hårdt sted at leve, specielt for os der ikke er vandt til det, men folk her har tilpasset sig og er ofte ret lavstammede mennesker. Det er bla. fordi det lave iltniveau sætter begrænsninger for væksten.

For at klare de hårde forhold, hjælper det at tygge kokaplantens blade. De sælges helt lovligt overalt. Den tidligere præsident Evo Morales startede sin politiske karriere som formand for kokadyrkerne.



Den slags coca man tygger, skulle efter sigende have mindre blade end den der bruges til at lave kokain. Det er generelt gavnligt mod højdesyge  at tykke kokablade

Landbrug på højsletten er familiebrug. Denne familie dyrker kartofler, bønner og majs.  

Der er en speciel og stolt kultur blandt højlandets indianere, hvor den største gruppe er Quechua der stammer fra Inkaerne og som overvandt den mindre gruppe, som hedder Aymara, og som hovedsaglig bor ved Titicacasøen. Herudover er der mange andre indianerstammer i dalene og i lavlandet.

Vaskedag ved en flod i højlandet. Folk vasker også deres biler men det er forbudt mange steder pga olieforurening 

Fra Sucre i 2800 meter kører jeg mod Potosi som ligger i 4000 meter, men drejer fra mod syd med kurs mod Puna i 3600 meter.

I byen Belen stopper jeg ved kirken Tres Cruzes, hvor et par er holdt ind for at fikse noget på bilen. Vi får en snak og det viser sig at vi er på vej til samme sted - Den lille flække Camargo.

I alle byer møder man disse haller i Evos farver - nogle steder kunne hele landsbyen være under hallens tag. Her er det i Belen hvor det virker som Evo vil have en hal større en kirken - fedt nok!

Det er  hårdt at skubbe bilen op af et bjerg - og i over 3000 meter er det magahårdt. Jeg fik ondt af dem og skubbede med, men hvor gik det langsomt - indtil mine nye venner kom med nye kræfter, og med fælles hjælp fik vi dem op på toppen og så kunne den rulle ned og startede faktisk - de var MEGET glade

Så kom vi til Camargo og indlogerede os på det gamle hyggelige hotel, hvor Hortencia og hendes mand (over 90) stadig står for driften, dog med hjælp af en af sønnerne. Der er billeder fra forgangne tider, hjemmelavet honning, marmelade, vin og singani (druebrændevin) og så kender de alle historierne om hvem der har gjort hvad hvornår.

Ja når det regner er der jo mulighed for lidt leg med vandpytter - knægten sætte papirbåde i vandpytterne

Fedt vægmaleri ved kirken i Camargo

 

Jeg blev fascineret af blomstersælgeren og hendes barn der er så optaget at se på ranglen. 









De røde klipper, som jeg først så i Cafayate 800 km længere mod syd, fortsætter videre op igennem Bolivia, og her ved Camargo er de meget udtalte. Klippen laver faktisk en mur, som byen læner sig op imod, og som beskytter mod kulde fra syd. Nu skal jeg følge en lille vej langs floden små 80 km for at komme ud til landevejen til Tupiza. Det er en meget smuk tur, men vejen er næsten mere smal end den jeg kørte fra Monteagudo til Sucre. 

Langs floden dyrkes afgrøder - primært majs. Jorden er frodig og der er adgang til vandingsvand








Efterhånden får klippene mere sorte farver - det er vulkansk klippe, mens den røde bløde klippe er sedimetært altså sammepresset søbund.

Floden slår en bugt og midt i billedet ligger et hus så smukt.

Kirken er traditionelt bygget i adobe - altså tørret ler med halm.  Men kunne trænge til en kærlig hånd. Men som andre steder forlader ungdommen landsbyerne. Danida og andre har postet masser af penge i støtte til disse områder, men det har selvfølgelig ikke kunne stoppe udviklingen. Velmenende antropologer troede de kunne fastholde et frilandmuseum der skærmede mod udviklingen. Smuk tanke men hamrende urealistisk.

På vejen mødte jeg Miguel som inviterede mig ind på en kølig limonade. Miguel handler maskiner af alle slags fra Kina, tager derud en gang om året og køber ind. Har sin forretning i La Paz men bygger et fedt fedt hus herude hvorfra hans familie stammer - så mon ikke der fortsat vil bo folk her. Jeg har en invitation til at komme med familie når huset er færdig om et år - YES. Han kører selvfølgelig også MC.