Karlsen i Sydamerika 2020: Patagonia Argentina

Argentinsk Gaucho og kvæg i Neuquen provinsen

Patagonien når et godt stykke op i Chile og Argentina

Da jeg kommer over grænsen fra Chile Chico til Argentina, møder jeg et grønt og frodigt landskab i Los Antiguos. Her nyder man godt af kæmpesøens vand til vanding.

Planteskole i Los Antiguos

Jeg er forlader Chelenko søén som her i Argentina hedder Buenos Aires

Omsider forlader jeg Chelenko som jeg har fulgt over de sidste 250 km. Enestående landskaber. Men nu er det slut og den argentinske pampas åbner sig for mig - det er godt nok en kedelig affaire tænker jeg, da jeg igen stikker mod nord af rute 40. Vejen som jeg sidst forlod 3000 km længere mod nord, på min vej mod Bolivia. Min iPhome viser at jeg først skal dreje til venste om 300 km . Der kommer dog et sving og en bakke en gang imellem, og på et tidspunkt er det også en dal med flækken Rio Mayo. Selvom det er kedeligt, er de lange vindblæste strækninger over steppelandet uden mennesker også dybt fascinernede.

Nu er det ikke den dårlige belægning der er udfordringen, men mere at holde mig vågen. Det hjælper at jeg på de lige lange stræk får jeg en rutine med at blinke med lyset som hilsen til de få modkørende, hvem blinker først? Ellers skifter jeg stilling, og står op, men alligevel bliver jeg nogle gange overrasket over at der kommer et sving. Vejene er for det meste rimelig gode, men så pludselig kommer der et stykke medstore huller i asfalten. Det kan få mig til at vågne op.

Hen på eftermiddagen blive vinden kraftigere, og den skifter retning, kommer ovenfra - fra siden eller strid modvind. Det hyler i hjelmen, selvom jeg bruger ørepropper, og den er slet ikke varmt. Jeg har de tykke hansker i brug og kan mærke at min kørejakke ikke længere lukker tæt.

Jeg holder ind til siden og er glad for at jeg har lidt brød, pølse og ost så jeg kan få lidt indenbords

Jeg kan mærke jeg er ved at blive træt og da der endelig dukker en by op, beslutter jeg mig for at
gøre holdt. Jeg når lige at holde ind, da en bil stopper og et par spørger om de kan hjælpe. De viser mig vej til et lille hostal hvor jeg får en hyggelig lejlighed - dog er der en hele tiden lyden fra blæsten og det trækker fælt ind ved døren og andre steder hvor der er sprækker. Det er typisk i både Chile og Argentina at isolering og tætning af vinduer er mangelfuldt - for at sige det pænt.

Byen har navn efter den store argentinske frihedshelt Jose San Martin. Om aftenen går jeg en runde og der er faktisk en del butikker der er åbne. Jeg oplever en venlig men speciel stemning - her er tydeligt et sted hvor folk er meget mere indendørs end jeg ellers har oplevet.

Byen har spillet en rolle i de mange voldelige konflikter der har udspillet sig i denne del af
Patagonien. Det er både kampe mellem de europæske immigranter og de indianere som levede på sletten, og senere mellem chilenere og argentiner. På et tidspunkt var argentinerne allieret med en indianerstamme mod chilerne. Det fik indianerne dog ikke meget ud af - de er stort set uddøde i Argentina.

Det viser sig at der under byen løber en kraftig vandåre, og at dens gode vand har været grundlaget for et stort bryggeri, som startede først i det 20ende århundrede. Nu er bryggeriet lukket og en mand fortæller at byen primært lever af at være administrativt knudepunkt.

Det lyder måske mærkeligt men jeg beslutter mig at tage en ekstra overnatning for at få en fornemmelse hvordan det er at leve her. Konklusion - det er ikke noget for mig. Som et par sagde: "Her blæser det altid - mest om sommeren. Om vinteren blæser det mindre til gengæld er det iskoldt"

Efter den anden overnatning, er jeg da også klar til at tage afsted. Jeg har en aftale med Julio som jeg kørte sammen med for en uge siden. Han tog til Santiago for at hente sin Harley, og jeg skal mødes med ham i Bariloche 500 km nordpå hvor der er Harley træf. Det blæser ikke så meget om morgenen - men det er koldt så for første gang på turen tager jeg de lange underbukser på.

Det bliver en rigtig fed tur, Efterhånden som jeg kommer længere nordpå bliver det mere grønt og ved frokosttid er det blevet en hel perfekt temperatur at køre i.

Da jeg holder ind på en benzinstation dukker Michelangolo op. Ham mødte jeg i Chile Chico. Vi havde snakket om at mødes i byen Bolson, men pga tidspres har han besluttet at tage hjemover tidligere. Det tager ham længere tid at køre, end han havde beregnet, da hans lille maskine er meget sidevindsfølsom. Han har ikke kunnet få fat i mig men da han ser min motorcykel ved tankstationen holder han ind og vi får en kop kaffe sammen.

Han er dødtræt af den politisk/økonomiske situation i Argentina, og vil prøve at finde arbejde i Chile. Sjovt nok er der et par chilenske piger ved nabobordet, som er i den modsatte situation. De arbejder i Argentina, fordi de er trætte af den voldelige og arrogante måde politi og regering i Chile opfører sig på.
Jeg tænker på hvor vigtigt det er, at vi i Danmark har en politisk dialog, og det er værd at kæmpe for mod den svindel, korruption og indskrænkning af frihedsrettigheder som vi de seneste år har oplevet i Danmark.

Jeg stopper altså ikke i Bolson, som ellers et kendt for at være et cool hippie hangout. Istedet stryger direkte til det kendte nazi hangout Bariloche. Nazisterne havde gode relationer til den argentinske præsident Juan Peron, som har givet navn til det parti der nu igen er ved magten, og som var gift med Evita (hende fra Don't cry for me Argentina). Dr. Mengelen og andre modbydelige personager opholdt sig i en periode i Bariloche, det var i forvejen grundlagt af tyske og svejtsiske imigranter. Folk omkring alperne har følt sig hjemme i dette skovklædte søhøjland som deles af Argentina og Chile.

Jeg finder et superhyggeligt hotel og tager ned i byen. På torvet er der gang i den - det er sidste karnevalsdag og et morsomt rockband med jodleomkvæder giver den fuld power. Når der så er masser af lokalbrygget fadøl er det jo bare fedt efter dage med afsavn på pampaen.

Næste dag mødes jeg med min rejsekammerat Julio der deltager i et Harleytræf.

Jeg kigger ind i Luksushotellet som danner ramme for træffet med 200 detagere fra flere lande i området. Det er a rich mans world og mange får deres Harleyer kørt herned med lastbil mens de selv flyver.

Jeg passer ikke rigtig ind i træffet med mit slidte MC tøj - jeg ligner efterhånden noget der er løgn: mine handsker er hullede, den ene støvle holdes sammen med gaffatape, og min hjelm burde også skiftes. Vigtigst er dog at jeg ikke kører Harley, men en Suzuki, som også har også fået sine knubs på turen. Jeg fortsætter derfor nordpå. Langs de smukke søer og fede snoede MC veje kommer jeg via San Martin de los Andes ud til Hua Hum, som ligger i en nationalpark på grænsen til Chile. Den sidste del af vejen er igen skærvevej og en nedgående sol kombineret med meget støv fra den modkørende trafik gør det svært at navigere.

Men da jeg endelig finder camingpladsen er det helt fantastisk. Det er godt nok uden nogen form for faciliter! Men hold nu fast hvor er her flot. Jeg slår telt op med udsigt til søen, og sover tungt til solen står op.

Jeg bliver hele næste dag i parken hvor jeg vandrer op til Chachin vandfaldet, besøger parkbossen og bliver budt på Mate, (mate: specielt slags te som drikkes med metalsugerør), nyder at ligge og blive spulet over af elvens vand, og spiser fritureboller hos mine naboer. Det er en gratis camping og det udnytter mange til at holde billig ferie i naturen.