Fra Søhøjland til Vinland

Solen står op over Lago Nonthue

Efter primitiv camping i den skønne natur ved Hua Hum må jeg desværre videre. Jeg er de sidste dage begyndt at fornemme at Coronakrisen kan blive alvorlig og jeg vil gerne være hjemme ved min familie og specielt min gamle mor i en vanskelig situation. Jeg har allerede lavet en aftale med Nelson i Mendoza den 3 marts for at gøre min MC "LaRocha" klar til salg.  Det giver mig 3 dage, og efter mange overvejelser og kortlæsning, beslutter jeg mig for at udnytte at jeg er ved grænsen til Chile, for at  tage en omvej og besøge den chilenske del af  søhøjlandet.

Turen i Chile starter med sejlads på langs af den smalle og lange sø Pirihueico - en meget smuk tur med skovklædte bjerge på begge sider af søen. Men da jeg ikke har reservation gælder det om at komme i god tid - og det betyder op før det bliver lyst. Men hold nu fast hvor er det fantastisk at se naturen vågne op og se solen stå op over søen.

For 26 år siden kørte Susanne og jeg med vores 2 rollinger rundt i noget af dette område. Langt hovedparten af vejene var uasfalterede og der var få turister. Nu er det helt anderledes, der er fyldt med sommerhuse, hoteller, camping ved de kendte steder som Villarica og her stopper jeg kun op for at tage et hurtigt billede af den kegleformede vulkan.


Det lykkedes mig dog at finde nogel spændene uasfalterede veje med meget begrænset trafik og flotte udsigter. Udover den begrænsede trafik er fordelene ved den slags veje at man kommer nærmere på natur og mennesker som ikke er præget af masseturismen.

Jeg stopper et sted ved søen Neltume hvor et jeg møder 3 generationer der lever sammen og får serveret en fantastisk blåbærsaftevand og to flade ostemadder.

Bedstemor og moren til den lille pige fortæller om deres liv, og hvordan her er om vinteren. De fortæller om at der ligesom hos os i Danmark er mindre sne, og mere regn om vinteren. Det er et problem fordi mindre sne i bjergene betyder mindre smeltevand om sommeren: jeg har hørt om dette fænomen længere mod nord, men et overrasket over at det også skulle være et problem i denne del af landet hvor der er store ferskvandsreserver.

Jeg holder ikke mange pauser da jeg gerne vil så tæt på grænsen som muligt. Men da jeg holder ind og får et ordentligt måltid i Melipeuco, får jeg at vide at asfalten snart holder op. og  beslutter mig for at finde et sted for natten. Da to hunde - eller var det den samme? letter ben op ad både for- og baghjul kan jeg mærke at mit overskud er brugt op. Jeg finder en campingplads ved naturparken med det spøjse, men også coronaaktuelle navn China Muerta - død Kina.

Auraucaria på Chilesiden  

Næste dag er det tidligt op og jeg gentager min morgenmadsrutine hvor jeg varmer vand til kaffe og havregrød via strømstik (cigarettænder) på motorcyklen - det fungere fint.

Det bliver en længere tur på jordvej, og jeg er glad for jeg stoppede i går. Det var jo fristende at fortsætte med aftensolen i ryggen - men det er vigtig at stoppe inden jeg bliver træt.  Turen er megaflot og endelig får jeg set bestande af Araucaria træer. Disse nåletræer af Abeskræk familien - ja det hedder den - findes naturligt på den sydlige halvkugle men der er gjort store indhug i bestandene så jeg havde næsten opgivet håbet om at se disse flotte symetriske træer som kan blive op til 80 meter høje.

Araucaria på den mere tøre Argentina side. 

De pas man skal over, for at krydse grænsen  mellem Chile og Argentina er lavere  jo længere sydpå man kommer. Passet ved Hua Hum, som jeg krydsede i går, for at komme ind i Chile, ligger i 659 meter over havets overflade, mens passet længere mod nord ved Pino Hachado, som jeg nu skal kydse ligger i 1864 meter. Det betyder også at der både er en flot op og nedkørsel. På vejen ned er der en del kvæg og flere gange ser jeg de argentinske cowboys - gauchoerne - drive flokke af kvæg og får.

På et tidspunkt er vejen blokeret af får, men det klarer La Rocha og jeg.

Jeg rammer igen rute 40 ved Lajas og kører mod nord. Det er pampas og tørt, men der er nogle voldsomme skybånd på himmelen og efter et kort stop og en is i Chos Malal rammer jeg ind i et vildt uvejr. Der er regn, hagl og kraftige kastevinde og jeg overvejer om jeg skal vende om og søge ly i Chos Malal. Men så dukker der pludselig en læsseplads op, hvor man har gravet grus og sten - her er en stejl klippevæg hvor jeg kan søge for stormen.

Nå på pampassen opstår og forsvinder disse vejrsystemer meget hurtigt, og efter 1/2 time bliver det med ét stille. Jeg venter 5 minutter, men det holder, og resten af turen er bare et fedt joyride med nedgående sol, god vejbane med lækre kurver og fede udsigter.










I den lille by Barrancas ligger et fint lille rent hostal som koster det halve af hvad jeg betalte i Chile
for en campingplads med hundelort og elendige toiletfaciliter.
Her spiser jeg aftensmad med et hollandsk par, som har cyklet de 3500km fra Ildlandet og vil køre til Alaska - en tur på 22000 km. Jeg møder mange der cykler, de mest ekstreme var et fransk par, som indtil videre havde cyklet i 3 år. Ærlig talt tror jeg det må være mentalt indskrænkende at tilbringe så meget tid med sine egne tanker. Nå - der er er jo også en del der synes det er lidt mærkeligt, at jeg kører alene rundt på motorcykel!




Fra Barrancas til Mendoza er der 550 km, og jeg bliver advaret om at der er 90 km uasfalteret vej hvoraf et langt stykke er meget dårligt. Jeg er da også tidligt oppe og klar til at køre efter den sædvanlige havregrød og kaffe. Men så er ejerens bil punkteret, og de tre kvinder mener ikke de er i stand til selv at skifte hjul.  Så før jeg tager afsted, kan jeg ikke sige nej til hjælpe, og det bliver kviteret med store smil og en liter juice til at tage med på turen.


Vejret er perfekt, stille med sol og ikke for varmt så det er med højt humør og en liter juice at jeg tager afsted nordpå. Det er også helt fint at komme på jordvej igen, jeg synes jo det er skægt at køre på. Det er ihvertfald ikke kedeligt og jeg tænker på, at for ikke så mange år siden, var hovedparten af  den 5080 km lange Rute 40 uasfalteret, og nogenlunde af den beskaffenhed som det stykke jeg lige nu kører på.




I begyndelsen er vejen helt fin og jeg ligger mellem 60 og 80 men de sidste 20 km er ikke sjove. Her er det lagt et tyk lag skærver ud - måske fordi der skal asfalteres - og det er ikke sjovt at køre på når man kun har 2 hjul. Til tider må jeg helt ned i fart for at krydse stenbræmmer mellem hjulsporene. Så da asfalten endelig dukker op er jeg ikke utilfreds, men alligevel lidt vemodig, da det nok er det sidste uasfalterede vej jeg kommer til at køre på denne tur. Og hvem ved hvor meget der er tilbage når/hvis jeg kommer herned igen.

Og så går det stærkt, der er lavet et helt nyt stykke vej med asfalt som var det en ny tysk motorvej. Her kan jeg køre max hastighed - hvilket på La Roja vil sige mellem 120 og 140 km i timen. Herover bliver benzinforbruget for stort og det er heller ikke behageligt. På vejen overhaler jeg et tysk mortorhome - ialt ser jeg 3 af slagsen på min vej. Denne gang møder jeg imidlertid besætningen, som er et tysk pensionistægtepar fra Kassel. De er meget flinke, og fortæller om hvad de har set på deres vej. Jeg kan dog ikke lade være med, at tænke på hvilke signal dette kampvognsagtige køretøj sender til den befokning de møder - eller bare passerer.

Jeg når Mendoza tidligt på aftenen, og den sidste time kører jeg igennem den ene kæmpe vinmark efter den anden. Og det er helt vildt at tænker på hvor meget vin der produceres her.