Fra Søhøjland til Vinland

Solen står op over Lago Nonthue

Efter primitiv camping i den skønne natur ved Hua Hum må jeg desværre videre. Jeg er de sidste dage begyndt at fornemme at Coronakrisen kan blive alvorlig og jeg vil gerne være hjemme ved min familie og specielt min gamle mor i en vanskelig situation. Jeg har allerede lavet en aftale med Nelson i Mendoza den 3 marts for at gøre min MC "LaRocha" klar til salg.  Det giver mig 3 dage, og efter mange overvejelser og kortlæsning, beslutter jeg mig for at udnytte at jeg er ved grænsen til Chile, for at  tage en omvej og besøge den chilenske del af  søhøjlandet.

Turen i Chile starter med sejlads på langs af den smalle og lange sø Pirihueico - en meget smuk tur med skovklædte bjerge på begge sider af søen. Men da jeg ikke har reservation gælder det om at komme i god tid - og det betyder op før det bliver lyst. Men hold nu fast hvor er det fantastisk at se naturen vågne op og se solen stå op over søen.

For 26 år siden kørte Susanne og jeg med vores 2 rollinger rundt i noget af dette område. Langt hovedparten af vejene var uasfalterede og der var få turister. Nu er det helt anderledes, der er fyldt med sommerhuse, hoteller, camping ved de kendte steder som Villarica og her stopper jeg kun op for at tage et hurtigt billede af den kegleformede vulkan.


Det lykkedes mig dog at finde nogel spændene uasfalterede veje med meget begrænset trafik og flotte udsigter. Udover den begrænsede trafik er fordelene ved den slags veje at man kommer nærmere på natur og mennesker som ikke er præget af masseturismen.

Jeg stopper et sted ved søen Neltume hvor et jeg møder 3 generationer der lever sammen og får serveret en fantastisk blåbærsaftevand og to flade ostemadder.

Bedstemor og moren til den lille pige fortæller om deres liv, og hvordan her er om vinteren. De fortæller om at der ligesom hos os i Danmark er mindre sne, og mere regn om vinteren. Det er et problem fordi mindre sne i bjergene betyder mindre smeltevand om sommeren: jeg har hørt om dette fænomen længere mod nord, men et overrasket over at det også skulle være et problem i denne del af landet hvor der er store ferskvandsreserver.

Jeg holder ikke mange pauser da jeg gerne vil så tæt på grænsen som muligt. Men da jeg holder ind og får et ordentligt måltid i Melipeuco, får jeg at vide at asfalten snart holder op. og  beslutter mig for at finde et sted for natten. Da to hunde - eller var det den samme? letter ben op ad både for- og baghjul kan jeg mærke at mit overskud er brugt op. Jeg finder en campingplads ved naturparken med det spøjse, men også coronaaktuelle navn China Muerta - død Kina.

Auraucaria på Chilesiden  

Næste dag er det tidligt op og jeg gentager min morgenmadsrutine hvor jeg varmer vand til kaffe og havregrød via strømstik (cigarettænder) på motorcyklen - det fungere fint.

Det bliver en længere tur på jordvej, og jeg er glad for jeg stoppede i går. Det var jo fristende at fortsætte med aftensolen i ryggen - men det er vigtig at stoppe inden jeg bliver træt.  Turen er megaflot og endelig får jeg set bestande af Araucaria træer. Disse nåletræer af Abeskræk familien - ja det hedder den - findes naturligt på den sydlige halvkugle men der er gjort store indhug i bestandene så jeg havde næsten opgivet håbet om at se disse flotte symetriske træer som kan blive op til 80 meter høje.

Araucaria på den mere tøre Argentina side. 

De pas man skal over, for at krydse grænsen  mellem Chile og Argentina er lavere  jo længere sydpå man kommer. Passet ved Hua Hum, som jeg krydsede i går, for at komme ind i Chile, ligger i 659 meter over havets overflade, mens passet længere mod nord ved Pino Hachado, som jeg nu skal kydse ligger i 1864 meter. Det betyder også at der både er en flot op og nedkørsel. På vejen ned er der en del kvæg og flere gange ser jeg de argentinske cowboys - gauchoerne - drive flokke af kvæg og får.

På et tidspunkt er vejen blokeret af får, men det klarer La Rocha og jeg.

Jeg rammer igen rute 40 ved Lajas og kører mod nord. Det er pampas og tørt, men der er nogle voldsomme skybånd på himmelen og efter et kort stop og en is i Chos Malal rammer jeg ind i et vildt uvejr. Der er regn, hagl og kraftige kastevinde og jeg overvejer om jeg skal vende om og søge ly i Chos Malal. Men så dukker der pludselig en læsseplads op, hvor man har gravet grus og sten - her er en stejl klippevæg hvor jeg kan søge for stormen.

Nå på pampassen opstår og forsvinder disse vejrsystemer meget hurtigt, og efter 1/2 time bliver det med ét stille. Jeg venter 5 minutter, men det holder, og resten af turen er bare et fedt joyride med nedgående sol, god vejbane med lækre kurver og fede udsigter.










I den lille by Barrancas ligger et fint lille rent hostal som koster det halve af hvad jeg betalte i Chile
for en campingplads med hundelort og elendige toiletfaciliter.
Her spiser jeg aftensmad med et hollandsk par, som har cyklet de 3500km fra Ildlandet og vil køre til Alaska - en tur på 22000 km. Jeg møder mange der cykler, de mest ekstreme var et fransk par, som indtil videre havde cyklet i 3 år. Ærlig talt tror jeg det må være mentalt indskrænkende at tilbringe så meget tid med sine egne tanker. Nå - der er er jo også en del der synes det er lidt mærkeligt, at jeg kører alene rundt på motorcykel!




Fra Barrancas til Mendoza er der 550 km, og jeg bliver advaret om at der er 90 km uasfalteret vej hvoraf et langt stykke er meget dårligt. Jeg er da også tidligt oppe og klar til at køre efter den sædvanlige havregrød og kaffe. Men så er ejerens bil punkteret, og de tre kvinder mener ikke de er i stand til selv at skifte hjul.  Så før jeg tager afsted, kan jeg ikke sige nej til hjælpe, og det bliver kviteret med store smil og en liter juice til at tage med på turen.


Vejret er perfekt, stille med sol og ikke for varmt så det er med højt humør og en liter juice at jeg tager afsted nordpå. Det er også helt fint at komme på jordvej igen, jeg synes jo det er skægt at køre på. Det er ihvertfald ikke kedeligt og jeg tænker på, at for ikke så mange år siden, var hovedparten af  den 5080 km lange Rute 40 uasfalteret, og nogenlunde af den beskaffenhed som det stykke jeg lige nu kører på.




I begyndelsen er vejen helt fin og jeg ligger mellem 60 og 80 men de sidste 20 km er ikke sjove. Her er det lagt et tyk lag skærver ud - måske fordi der skal asfalteres - og det er ikke sjovt at køre på når man kun har 2 hjul. Til tider må jeg helt ned i fart for at krydse stenbræmmer mellem hjulsporene. Så da asfalten endelig dukker op er jeg ikke utilfreds, men alligevel lidt vemodig, da det nok er det sidste uasfalterede vej jeg kommer til at køre på denne tur. Og hvem ved hvor meget der er tilbage når/hvis jeg kommer herned igen.

Og så går det stærkt, der er lavet et helt nyt stykke vej med asfalt som var det en ny tysk motorvej. Her kan jeg køre max hastighed - hvilket på La Roja vil sige mellem 120 og 140 km i timen. Herover bliver benzinforbruget for stort og det er heller ikke behageligt. På vejen overhaler jeg et tysk mortorhome - ialt ser jeg 3 af slagsen på min vej. Denne gang møder jeg imidlertid besætningen, som er et tysk pensionistægtepar fra Kassel. De er meget flinke, og fortæller om hvad de har set på deres vej. Jeg kan dog ikke lade være med, at tænke på hvilke signal dette kampvognsagtige køretøj sender til den befokning de møder - eller bare passerer.

Jeg når Mendoza tidligt på aftenen, og den sidste time kører jeg igennem den ene kæmpe vinmark efter den anden. Og det er helt vildt at tænker på hvor meget vin der produceres her.

Patagonia Argentina

Argentinsk Gaucho og kvæg i Neuquen provinsen 

Patagonien når et godt stykke op i Chile og Argentina








Da jeg kommer over grænsen fra Chile Chico til Argentina, møder jeg et grønt og frodigt landskab i Los Antiguos. Her nyder man godt af kæmpesøens vand til vanding.

Planteskole i Los Antiguos

Jeg er forlader Chelenko søén som her i Argentina hedder Buenos Aires 

Omsider forlader jeg Chelenko som jeg har fulgt over de sidste 250 km. Enestående landskaber. Men nu er det slut og den argentinske pampas åbner sig for mig - det er godt nok en kedelig affaire tænker jeg, da jeg igen stikker mod nord af rute 40. Vejen som jeg sidst forlod 3000 km længere mod nord, på min vej mod Bolivia. Min iPhome viser at jeg først skal dreje til venste om 300 km . Der kommer dog et sving og en bakke en gang imellem, og på et tidspunkt er det også en dal med flækken Rio Mayo.  Selvom det er kedeligt,  er de lange vindblæste strækninger over steppelandet uden mennesker også dybt fascinernede.  

Nu er det ikke den dårlige belægning der er udfordringen, men mere at holde mig vågen.  Det hjælper at jeg på de lige lange stræk får jeg en rutine med at blinke med lyset som hilsen til de få modkørende, hvem blinker først?  Ellers skifter jeg stilling, og står op,  men alligevel bliver jeg nogle gange overrasket over at der kommer et sving. Vejene er for det meste rimelig gode, men så pludselig kommer der et stykke medstore huller i asfalten. Det kan få mig til at vågne op. 

Hen på eftermiddagen blive vinden kraftigere, og den skifter retning, kommer ovenfra - fra siden eller strid modvind. Det hyler i hjelmen, selvom jeg bruger ørepropper,  og den er slet ikke varmt. Jeg har de tykke hansker i brug og kan mærke at min kørejakke ikke længere lukker tæt. 

Jeg holder ind til siden og er glad for at jeg har lidt brød, pølse og ost så jeg kan få lidt indenbords 

Jeg kan mærke jeg er ved at blive træt og da der endelig dukker en by op, beslutter jeg mig for at
gøre holdt. Jeg når lige at holde ind, da en bil stopper og et par spørger om de kan hjælpe. De viser mig vej til et lille hostal hvor jeg får en hyggelig lejlighed - dog er der en hele tiden lyden fra blæsten og det trækker fælt ind ved døren og andre steder hvor der er sprækker. Det er typisk i både Chile og Argentina at isolering og tætning af vinduer er mangelfuldt - for at sige det pænt.






Byen har navn efter den store argentinske frihedshelt Jose San Martin. Om aftenen går jeg en runde og der er faktisk en del butikker der er åbne. Jeg oplever en venlig men speciel stemning - her er tydeligt et sted hvor folk er meget mere indendørs end jeg ellers har oplevet.


Byen har spillet en rolle i de  mange voldelige konflikter der har udspillet sig i denne del af
Patagonien. Det er både kampe mellem de europæske immigranter og de indianere som levede på sletten, og senere mellem chilenere og argentiner. På et tidspunkt var argentinerne allieret med en indianerstamme mod chilerne. Det fik indianerne dog ikke meget ud af  - de er stort set uddøde i Argentina.

Det viser sig at der under byen løber en kraftig vandåre, og at dens gode vand har været grundlaget for et stort bryggeri, som startede først i det 20ende århundrede. Nu er bryggeriet lukket og en mand fortæller at byen primært lever af at være administrativt knudepunkt.

Det lyder måske mærkeligt men jeg beslutter mig at tage en ekstra overnatning for at få en fornemmelse hvordan det er at leve her. Konklusion - det er ikke noget for mig. Som et par sagde:  "Her blæser det altid - mest om sommeren. Om vinteren blæser det mindre til gengæld er det iskoldt"

Efter den anden overnatning, er jeg da også klar til at tage afsted. Jeg har en aftale med Julio som jeg kørte sammen med for en uge siden. Han tog til Santiago for at hente sin Harley, og jeg skal mødes med ham i Bariloche 500 km nordpå hvor der er Harley træf. Det blæser ikke så meget om morgenen - men det er koldt så for første gang på turen tager jeg de lange underbukser på.

Det bliver en rigtig fed tur, Efterhånden som jeg kommer længere nordpå bliver det mere grønt og ved frokosttid er det blevet en hel perfekt temperatur at køre i.

Da jeg holder ind på en benzinstation dukker Michelangolo op. Ham mødte jeg i Chile Chico. Vi havde snakket om at mødes i byen Bolson, men pga tidspres har han besluttet at tage hjemover tidligere. Det tager ham længere tid at køre, end han havde beregnet, da hans lille maskine er meget sidevindsfølsom.  Han har ikke kunnet få fat i mig men da han ser min motorcykel ved tankstationen holder han ind og vi  får en kop kaffe sammen.

Han er dødtræt af den politisk/økonomiske situation i Argentina, og vil prøve at finde arbejde i Chile. Sjovt nok er der et par chilenske piger ved nabobordet, som er i den modsatte situation. De arbejder i Argentina, fordi de er trætte af den voldelige og arrogante måde politi og regering i Chile opfører sig på.
Jeg tænker på hvor vigtigt det er, at vi i Danmark har en politisk dialog, og det er værd at kæmpe for mod den svindel, korruption og indskrænkning af frihedsrettigheder som vi de seneste år har oplevet i Danmark.

Jeg stopper altså ikke i Bolson, som ellers et kendt for at være et cool hippie hangout. Istedet stryger direkte til det kendte nazi hangout Bariloche. Nazisterne havde gode relationer til den argentinske præsident Juan Peron, som har givet navn til det parti der nu igen er ved magten, og som var gift med Evita (hende fra Don't cry for me Argentina).  Dr. Mengelen og andre modbydelige personager opholdt sig  i en periode i Bariloche, det var i forvejen grundlagt af tyske og svejtsiske imigranter. Folk omkring alperne har følt sig hjemme i dette skovklædte søhøjland som deles af Argentina og Chile.




Jeg finder et superhyggeligt hotel og tager ned i byen. På torvet er der gang i den - det er sidste karnevalsdag og et morsomt rockband med jodleomkvæder giver den fuld power. Når der så er masser af lokalbrygget fadøl er det jo bare fedt efter dage med afsavn på pampaen.

Næste dag mødes jeg med min rejsekammerat Julio der deltager i et Harleytræf.

Jeg kigger ind i Luksushotellet som danner ramme for træffet med 200 detagere fra flere lande i området. Det er a rich mans world og mange får deres Harleyer kørt herned med lastbil mens de selv flyver.

Jeg passer ikke rigtig ind i træffet med mit slidte MC tøj - jeg ligner efterhånden noget der er løgn: mine handsker er hullede, den ene støvle holdes sammen med gaffatape, og min hjelm burde også skiftes. Vigtigst er dog at jeg ikke kører Harley,  men en Suzuki, som også har også fået sine knubs på turen. Jeg fortsætter derfor nordpå. Langs de smukke søer og fede snoede MC veje kommer jeg via San Martin de los Andes ud til Hua Hum, som ligger i en nationalpark på grænsen til Chile. Den sidste del af vejen er igen skærvevej og en nedgående sol kombineret med meget støv fra den modkørende trafik gør det svært at navigere.

Men da jeg endelig finder camingpladsen er det helt fantastisk. Det er godt nok uden nogen form for faciliter! Men hold nu fast hvor er her flot. Jeg slår telt op med udsigt til søen, og sover tungt til solen står op.

Jeg bliver hele næste dag i parken hvor jeg vandrer op til Chachin vandfaldet, besøger parkbossen og bliver budt på Mate,  (mate: specielt slags te som drikkes med metalsugerør),  nyder at ligge og blive spulet over af elvens vand, og spiser fritureboller hos mine naboer. Det er en gratis camping og det udnytter mange til at holde billig ferie i naturen. 

Morgenudsigt fra teltet 

Varmer vand til havregrød og kaffe med min dypkoger tilsluttet cigaretstik 

Ricardo Druck som er parkchef og turistfører for Hua Hum delen af national parken - og ja igen en af motorcykelbroderskabet

Chachin vandfald

Nyder vandet og livet 

Der frituresteges boller 

Mine unge søde naboer 

Patagonien og mod nord igen

Rafting i Futaleufu var fedt. men Julio og jeg må videre - det betyder i første omgang tilbage - og vi er næppe kommet ud af dalen, før det igen styrter ned. Så det er på med regnsæt og videre!

På vejen inviterer vi et par regnvåde blaffere på kaffe et sted med gang i brændovenen. De to er fra hhv Texas og Mexico og har det sjovt på trods af regn og strabadser!

Senere  får jeg en meget lækker udgave af den klassiske Pastel de Choclo til frokost. så det er jo ikke værst 

Fordelen med den meget regn er de fantastiske vandfald og frodig regnskov. Så da jeg siger farvel til Julio, der skal tilbage til Santiago, besøger jeg Queulat nationalparken. Her får jeg en flot trekkingtur igennem vild tempereret regnskov op til den hængende gletcher. Det var rart at få flyttet benene og selvom der er mange besøgende turister hører jeg fugle, insekter og vandets ridslen. En fantastisk oplevelse 

Jeg har aftalt at mødes med et par argentinere i Coyhaique så jeg får lidt travlt. Det bliver en fed tur med flot vejr, men på vejen får jeg en forsmag på hvad der venter af dårlig vej. En ting er at det er jord og skærveveje, men det er også med skarpe kurver og så er der en del trafik.  De sidste dage har vi mødt nogle stykker der har været ude for ulykker, mest materiel men også personskade. 

De fleste ulykker er sket med dæk, som ikke egner sig til denne type veje, og så hjælper det ikke meget at man kører på en fed Triumph Tiger 

Efter Julio er kørt mod nord ender jeg med at køre over 300 km igennem enormt flotte landskaber men på elendige veje. Specielt vejen fra Cerro Castillo til Chile Chico er vild.   

På et tidspunkt møder jeg en hyggelig fyr -Jorge -  og vi slår følgeskab. Han er ikke erfaren på jordvej men det går fint. Men da vi når Puerto Rio Tranquilo - bestemmelsessted, har han tænkt sig at se turistatraktionen og køre tilbage samme dag. Jeg prøver at tale ham fra det, men forgæves. Næste dag er hans MC totalskadet og han er blevet fløjet til hospitalet i Santiago.  Man skal kende sin begrænsning -  det gør han måske nu.   

Andet kan også gå galt, Her er det nogle brasilianere  på BMW som har problemer med elektroniken. 

Der er iøvrigt mange brasilianske turister. De her er fra Sao Paulo og er kørt 4.500 km. Ved Santiago mødte jeg en enlig fyr fra Brasilia, som vil køre til Ildlandet - det er over 11000 km - og så skal han også tilbage igen. 

Rio Tranquilo ligge ved Sydamerikas næststørste sø Chelenko (oprindelig navn i tehuelchesproget) nu hedder den noget så fjollet som General Carrera i Chile og Buenos Aires i Argentina. Jeg foretrækker Chelenko 

I Rio Tranquilo tilbydes to hoved attraktioner 1) ud og gå på en stor gletcher, eller 2) se nogle eroderede marmorklumper i søen. Jeg valgte det sidste fordi det kan gøres med havkajak - Yes. 

Op mens det er mørkt, og afsted mens solen står op og før de mange turistbåde kommer og ødelægger magien. 

Der er to Marmorkapellet
og Marmorkatedralen

Her er katedralen tror jeg nok!

Jeg syntes godt om Rio Tranquilo og blev et par dage på en rigtig hyggelig campingplads. Det er en lille by og man møder hurtigt nogle lokale. Det hjalp også at der en god Coffee Truck, et sted med superburgere og godt øl fra mikrobryggeri. 

Men jeg skal jo til Argentina, og vejen er en udfordring. Med jord/skærvevej, løse sten og klippestykker på vejen, stramme kurver kombineret med stigninger etc. etc. MEN man kører det meste af tiden ved floden så der er kanon flot.

 Jeg tager tidligt afsted fordi der ofte kommer vind om eftermiddagen og den ekstra udfordring vil jeg gerne undvære. Turen går fint men, men det lykkes mig at vælte 2 gange. Hver gang mens jeg holder stille i to forskellige byer med asfalt. Fatter det ikke men, af de gange jeg har væltet er det næsten altid når jeg holder stille. Cyklen vejer med oppakning/ og fuldt tanket over 250 kg. Hertil kommer,  at den er højere end jeg er vant,  til og mine støvler har tynde relativt glatte såler. Det er ikke optimalt. 

Herunder nogle billeder fra turen mellem Puerto Rio Tranquilo, og Chile Chico på grænsen til Argentina. 

 

Delta og søen 

Tæt på Chile Chico og Argenetina