fredag den 1. maj 2020

Sammendrag



Hvorfor rejser jeg til Sydamerika? 

Fordi jeg elsker Sydamerika! 


Ankomst i Chile den 14 november. På MC 15,000 km 
fra Casablanca i det centrale Chile igennem 
Argentina til Bolivia, rundt i en del af Bolivia til
Arica, Chiles nordligste by, og herfra til Chelenko 
søen i Patagonien. Nordpå og tilbage via Mendoza
til Santiago. Motorcyklen sælges 10 marts og jeg
rejser hjem to dage efter med ankomst 14 marts. 
Første gang jeg besøgte Sydamerika var i 1988.
Jeg var tæt på at afslutte agronomuddannelsen på
Landbohøjskolen, og med god hjælp fra min specialevejleder, lykkedes det mig at komme til Brasilien og lave feltarbejdet til specialet ved Sao Paolo Universitet. Det blev en fantastisk oplevelse som jeg aldrig siden er kommet mig over.  I Brasilien oplevede jeg sammen med min kæreste Susanne,  en gæstfrihed og en appetit på livet, som passede godt med vores  temperament. Der er masser af negative ting i de latinamerikanske samfund - lande og samfund som er ret forskellige - men positivt er det at folk generelt har masser af gå-på-mod, selv i de vanskeligste situationer. Ikke så meget jammer.  Jeg er også fascineret af den latinamerikansk kunst, litteratur, musik og film. Siden boede jeg først i 90'erne tre år sammen med min familie i Bolivia og Chile, og jeg har haft arbejdsopgaver i regionen indtil 2006
.
I 2019 fyldte jeg 60 og efter 13 år synes jeg det var på tide at besøge Sydamerika igen - og denne gang skulle
det være på motorcykel.

På vej nordpå på La Roja (Røde), som jeg døber min Suzuki Vstrom. Her i et fantastisk frodigt landskab i de lave dale (ca 1000 meter), vest for den bolivianske chaco (savanne). 


Plaza Italia, Santiago  - Demonstrationernes epicente
Det blev til fire måneder i Chile, Argentina og Bolivia. Turen startede i Chile hvor jeg landede den 14 november 2019 midt i de største demonstrationer siden Pinochet.
I Argentina var der regeringsskifte og et truende statsbankerot, og i Bolivia var der voldsomme uroligheder i forbindelse med at
præsidenten blev tvunget til at gå af.

Evo Morales lander i Mexico
- jeg var dog ikke selv tilstede 


Alt i alt blev det en tur hvor de sociale uroligheder gjorde at jeg kom tættere på de virkeligheder som befolkningerne i de tre lande lever i.


Klimaet i Casablancadalen er godt til både hvidvin og Pinot Noir
Jeg mødte mange spændene mennesker,  her 
på weekend træf med MC klubben GS trial.
De første uger tilbragte jeg i Chile, hvor jeg det meste af tiden boede hos gode venner i Casablancadalen.  Købet af en motorcykel viste sig at være mere kompliceret end forventet, men Alex, Marcela og deres søn Alberto var en fantastisk hjælp.

Mens jeg var der, fik jeg genopfrisket mit spanske, og så var det rasende interessant at opleve den chilenske befolknings kamp for grundlæggende samfundsændringer.


Ruta 40, Nordlige Argentina





Fra Chile krydsede jeg Andeskæden, og via Mendoza fulgte jeg den legendariske Ruta 40, nordpå til Bolivia. Med sine 5000 km er Ruta 40 en af verdens længste veje: Fra Ildlandet i syd til den bolivianske grænse i nord.

Se blogindlæg længere nede om turen til Bolivia af ruta 40. 






Før jeg forlader Chile, fraråder Udenrigsministeriet indrejser til Bolivia - rent praktisk betyder det at mine danske forsikringer ikke dækker i landet. Heldigvis falder der ro på gemytterne, før jeg når til Bolivia. 

Nedtur! Uden MC krydser jeg grænsen til Bolivia
.  







Men selvom jeg kan komme ind i Bolivia kan motorcyklen ikke komme med ind i landet, så La Roja må i første omgang blive i Argentina. Med en kæmpeindsats fra mine bolivianske venner, lykkedes det heldigvis at få den ind i landet efter et par dage 😅.   


Rodrigo dyrker både vin til salg af druer og til vinfremstilling. 






I det sydøstlige Bolivia ligger Tarija (udtales Tariha) bor mine venner fra den tid hvor jeg arbejdede og sammen med min familie boede for næsten 30 år siden. Byen er i mellemtiden blevet 2 - 3 gange større og mere moderne. Tarija ligger i 1800 meter og nyder et behageligt klima som tiltrækker mange indenlandske turister og giver mulighed for dyrkning af vin. Under mit ophold møder jeg mange som producerer vindruer - både til spisning og til flasker.  

Julen holder jeg sammen med mine venners familier, og da Susanne kommer 2. juledag, oplever vi sammen byen og området, som Susanne ikke har set siden vi forlod Bolivia i 1992. Efter nytår rejser vi sammen til Buenos Aires og Uruguay, og her har vi en fantastisk uge sammen før Susanne rejser hjem, og jeg tilbage til Tarija, hvor jeg har efterladt motorcyklen. Herefter kører jeg 3000 km rundt i kæmpelandet. I Bolivia bor der ca dobbelt så mange mennesker som i Danmark,  men er hele 25 gange større end Danmark, så i Bolivia er der  store tyndt befolkede området.   
Siloli ørken, Bolivia på grænsen til Chile og Atacama.  
Et simpelt liv - 21 årig fårehyrde nord for Tupiza 
Jeg tager en rute der både fører mig til steder jeg gerne vil gense og til steder jeg aldrig har været før.  Først ned til de dalstræk, som på østsiden af Andes ligger i ca 1000 meters højde.  Her kører jeg nordpå til det område hvor Che Guevara mødte sin skæbne og videre op i 2800 meter til Sucre - den forfatningsbestemte hovedstad. Smuk by men jeg har været der mange gange, så jeg kører op på højsletten - Altiplano -hvor jeg drejer sydpå igen til Camargo og Tupiza, hvor nogle andre desperadoer, Butch Cassidy og the Sundance Kid, mødte deres skæbne.

En boliviansk familie fra lavlandet giver den gas på saltsøen i 4000 meter
Jeg havde en plan om, at jeg ville besøge den enorme saltsø Uyuni,  og herfra krydse Siloliørkenen til den Chilenske grænse ved San Pedro de Atacama. Men heldigvis lyttede jeg til lokale, der kunne fortælle mig, at med mindre jeg var kvalificeret til Paris - Dakar, og i øvrigt havde en lettere MC ville jeg aldrig komme igennem. I stedet tog jeg en tre dages tur i Landcruiser med 5 andre sjove turister fra Peru og Argentina.


Tilbage til Chile over den bolivianske mineby Oruro. I Oruro modtager jeg et sæt nye lækre brasilianske Pirelli dæk, til udskiftning af de nedslidte knopdæk jeg havde fået monteret i Mendoza.  Det kostede mig 35 kr at få dem kørt de 1000 km op fra Tarija med bus. Oruro ligger i 3600 meter og er berømt for sit karneval og forberedelserne var i fuld gang da jeg var der.


Ialt bliver turen i Bolivia på på over 3000 km. 2000 km på motorcykel og 1000 i  4*4

Grænsen  Tambo QuemadoChungara ligger 4680 meter,over Stillehavets overflade. Det er den højeste grænse jeg har krydset.  Grænsen Cristo Redentor, som jeg krydsede da jeg forlod Chile ligger i "bare" 3200 meter. Grænsen ved Chungara er den flotteste jeg har set, som landskabet står med en krans af snedækkede vulkaner. Herefter er det bare ned af bakke til Stillehavet. 








Det regner meget sjældent i det nordlige chile, og de 2000 km af landet nord for Santiago er man helt afhængige af smeltevand fra bjergene. Heroppe ved grænsen til Peru og ned til Atacama er det næsten udelukkende ørken. Dog afbrudt af grønne dale, hvor smeltevandet fra bjergene giver vand til befolkning og til landbruget.  Atacamaørkenenen er verdens mest regnfattige ørken.  












Kysten er rå, med kraftige bølger og vand der selv så langt mod nord er nedkølet ved Sydpolen.  Her har havfugle en fest med de mange fisk, og de har igennem tiden efterladt masser af fuglelort som er blevet til Guano. 




Klipper med Guano ved Arica



Guano danner lyse saltagtige formationer, og det hvide guld blev især minet og eksporteret til Europa, før den blev erstattet af kunstgødning. 
Udvinding af Guano var i 1879 årsag til krigen mellem Chile mod Bolivia og Peru. Chile vandt og Bolivia mistede guanoen og vigtigere: Adgangen til Stillehavet. Det har bilivianerne ikke glemt, og tabet er stadig årsag til konflikt mellem Bolivia og Chile. 




Det er ikke kun fugle, som lever af det gode fiskeri. Her i Puerto Viejo er fiskeri meget vigtig økonomisk. Typisk for Atacama, ligger byen på kanten af ørkenen ud til Stillehavet. Det regner stort set aldrig, men der kommer op til 18mm nedbør fra havgusen.




Solnedgang ved stillehavskysten i det nordlige Chile - Llanos de Challe



Min er camp er helt ud til Stillehavet  -
bemærk tågeskyerne i baggrunden -  dannet af  havgusen


Så kom miniteltet op. Sidste gang var da jeg for to måneder siden var med  GS-trial i Pichidangui, som ligger 500 km længere nede af Stillehavskysten.










Storslået udsigt og gode veje langs kysten i Nordchile. Naturen er dramatisk, både ved kysten - og ved de lange træk i ørkenlandskaberne inde i landet. 








Jeg krydser ud og ind fra kysten, og den 5 februar tager jeg tidligt afsted fra kysten ved Punto de Choros. Herfra når jeg den smukke by La Serena til en gang brunch og den bedste kaffe, jeg har fået i meget meget lang tid


Og så tilbage til udgangspunktet for min rejse -  Santiago! Her får jeg lavet nødvendig service, herunder afbalanceret mit fordæk. Det hjalp på køreegenskaberne. 



Nu er jeg klar til den sidste del af min tur. Jeg sætter en salgsannonce på salgsportalen Yapo og på Facebook.  Jeg fastsætter den 7. og 8. marts for fremvisning i Santiago. Det er præcis en måned senere og skulle være tilstrækkelig til en tur til Patagonien.


















Men inden jeg drager sydpå, aflægger jeg et besøg hos vennerne i Casablanca, og Alex har nu endelig taget mod til en tur bagpå min MC. Stille og roligt ruller vi en eftermiddagstur - og Alex er begejstret - hold kæft hvor er det vildt!




Sydpå til køligere vejr i Patagonien

Turen sydpå starter med massiv varme, som er typisk for den centrale dal syd for Santiago. Efter en hyggelig snoet vej fra Casablance, rammer jeg den sydgående motorvej, og på en rasteplads spiser jeg frokost med en god MC kammerat Ricardo Aguero. Ricardo kender sit land, og han giver mig gode tips til min tur i det sydligste Chile. Det er så fedt, at jeg har fået et netværk af gode folk, som jeg kan trække på. Jeg sætter kursen mod Puerto Montt, men efter Chillian tager jeg en afstikker mod kysten, Her møder jeg et kæmpeskift fra sol og varme, til en volsom kulde med vind og faner af havgus der fyger ind over kystbjergene og vejen.
Det er ikke slovbrand men havgus  

I syden er der tradition for godt øl- her hyggelig biergarten i Temuco
Ved Temuco er jeg kommet til Chiles vigtigste skovområde, med en stor oprindelig befolkning - Mapucho indianerne - som ikke er blevet behandlet pænt af nationalstaten Chile eller de mange europæiske indvandrere. Undertrykkelsen fortsætter og en ung indianerleder blev sidste år myrdet af paramilitære politi mens han sad på en traktor. Det har fået almindelige chilenere til at reagere med afsky og protest over volden.





Vejrudsigt for Puerto Montt og videre sydpå ser våd ud, men jeg har jo næsten ikke fået brugt mit
regntøj, så det skal nok blive godt. Jeg overnatter i et sjovt gammelt og meget autentisk hotel, med en fantastisk udsigt over Reloncavi sundet mod Ancud golfen. Herfra går det med vej og småfærger af rute 7 - den episke Carretera Austral.






Det er køligt, og jo længere jeg kører/sejler mod syd, desto mere regn. Men der kommer også sol - og så er det bare så anderledes fra hvad jeg har set tidligere på min tur. Jeg er kommet til Chiles tempererede regnskov, og har iøvrigt slået følgeskab med en Julio på BMW fra Santiago.


 Der er godt 1000 km fra Puerto Montt og sydom General Carrera søen (eller Cheleko som er det oprindelige navn) til Chile Chico hvoraf en stor del stadig er uasfalteret, hvilket gør det en spændende udfordring.  På de uasfalterede strækninger er vejen smallere og man er tættere på naturen.  Efter rigtig meget regnvejr beslutter Julio og jeg at tage en afstikker til rafting paradiset Futeleufu, som ligger længere mod øst og har et relativt tørt mikroklima. Det fortryder vi ikke, her var virkelig smukt og så får vi en fantastisk rafting oplevelse - det er vildt sjovt.


Udsigt til  Queulat Ventisquero Colgante 

Herefter bliver turen bare flottere og flotter, og jeg kniber mig mentalt i armen, for at mærke om det er drøm eller virkelighed:  Blå blå søer og rivende floder med dampene regnskov under dramatiske bjergtinder og gletchere. Det er for vildt.







Med afstikkeren til Futeleufu når jeg at køre 9 dage og 1200km i dette flotte område. Jeg er også heldig med vejret og når også en tur med havkajak på Cheleko søen hvor Doug Thompkins (Stifter North Face) kæntrede med  sin kajak og døde af kulde. 





Det sidste stykke vej før Chile Chico, og grænsen til Argentina, ændrer landskabet til at blive mere tørt og goldt blive og der er pludselig også meget blæst.

Nordpå i Argentina 

Et sving!
I Arica fik jeg mit officielle ejerbevis til motorcyklen, og nu er det ingen sag at krydse grænsen - ingen spørgsmål eller forklaringer. Jeg viser bare pas, ejerbeviset og forsikring og får en venlig hilsen fra tolderne, og så er jeg over grænsen i Argentina. Jeg har først følgeskab af kæmpesøen Cheleko som i Argentina hedder Buenos Aires. Men snart er det ligeud og nordpå over den ufrugtbare græssteppe -  med en blæst der rykker i hjelm og motorcykel.

Der er ikke så meget liv i gaderne i Jose de San Martin, for folk holder sig meget
indendørs. Men de er meget søde. Her en hyggelig blandet landhandel. 
Men jeg kan tilbagelægge en god afstand, og allerede første dag er jeg langt mod nord. Jeg beslutter mig til at tage to overnatninger i den lille forblæste by med det flotte navn Jose de San Martin. Jeg vil prøve hvordan fok lever i disse specielle omgivelser, med hylende blæst, som del af dagligdagen. Det er iøvtigt ikke skyggen af en vindmøller - Argentina er et olieland!



Autentisk hus i Barililoche

Videre mod nord kommer der igen træer, flere sving og vinden løjer af. Jeg overnatter og bruger dagen efter i og omkring den tysk /svejtisk grundlagte Barriloche. Her kom efter 2.verdenskrig mange tyske nazister, når de med skabsfacisten Præsident Perons mellemkomst, var ankommet til Argentina. Krigsforbryderen Erik Priebke tilbragte 50 år i byen og havde sit virke som skoleinspektør.


Morgenudsigt fra mit telt. 
Fra Bariloche kører jeg nordpå igennem det argentinske søhøjland (Siete Lagos). Det er meget smukt, og da det er den sidste uge i skolernes sommerferie i både Argentina og Chile, er der en del biler på vejen.

Men nu hvor jeg har oplevet hvor nemt det er at krydse grænser, vil jeg tage en afstikker ind i den chilenske del af søhøjlandet, hvor vi camperede i januar 1994. På vejen slår jeg lejr på den mest vidunderskønne gratis campingplads i tæt på grænsen ved Hua Hum.

Fægen mellem Pirihiuico og Puerto Fuy
Turen ind i Chile inkluderer en times færgetur på den smukkeste langsø i bjergene. Men der skal lige krydses en grænse, så det er om at komme tidligt afsted. Og godt der var tid, for selvom papirarbejdet går som en leg, skal al bagage gennemgås for a komme til Chile, i modsætning til de mere afslappede argentinere. Der er en grund til at chilenerne kaldes for Sydamerikas tyskere! Det er også her jeg for første gang oplever at der advares om Corona virus. 


Jeg når færgen og har en fantastisk sejltur, og efterfølgende køretur med og uden asfalt. Vulkaner, søer og de smukke Araucariatræer (abetræer).  Omkring Villarica oplever jeg de sidste 24 års ændringer i masseturisme, som vidner om, at der trods koncentration af rigdommen, også har været en positiv økonomisk udvikling for den brede befolkning.



Jeg søger de mere øde steder, og efter overnatning på campingplads, kører jeg den 1. marts mod morgensolen til den argentinske grænse. Herefter går turen mod nord til Mendoza hvor jeg gerne vil ankomme den 2 marts, så jeg kan have et par dage med min argentinske ven og mekaniker Nelson til at fixe motorcyklen, så den er klar til salg i Santiago i weekenden. Det var de datoer som jeg for en måned siden annoncerede på nettet.


Jeg fornemmer, at det er vigtigt at holde min tidsplan, og jeg holder skarpt øje med Momondo, om der stadig er flyafgange mod et Europa, hvor Corona virus er et voksende problem.  Igen møder jeg det tyske grå guld i en ombygget lastvogn. Jeg er glad for at jeg har valgt motorcyklen, selvom det ofte er ukomfortabelt, signaliserer denne rejseform åbenhed, som har givet mig de bedste muligheder for kontakt med dem jeg møder. Jeg har på hele turen oplevet mig selv som deltager fremfor betragter, og det har lært mig rigtigt meget om dem jeg møder og om mig selv. 


Onsdag 3 marts møder jeg Nelson og hans kæreste Julia på hotellet. Efter en kop kaffe kører vi hen på Nelsons værksted og vi går igang med grundig rengøring og udbedring af skrammer på min MC. Nelson er en troldmand, og efter 2 dage ligner min MC "La Roja" et "suttet bolsje" - jeg har slet ikke lyst at sælge den.

Jeg er da også lige ved at beholde La Roja, da min MC ven Claudio i Casablanca tilbyder at have den stående hos sig - klar til nye eventyr. 



Men jeg modstår fristelsen, og lørdag den 7 marts er jeg tilbage i Santiago, hvor jeg mødes med den første interesserede køber. Han byder mig en pris der ligger 2000 kr under prisen jeg betalte for 3 måneder og 15000 km siden. Jeg slår til med det samme.

Et par timer efter har jeg købt flybillet med et AirCanada, som jeg ikke regner med er det første selskab der går konkurs,  og som samtidig flyver en Coronasikker rute via Toronto Canada. Jeg rejser den 12. marts og efter et kort stop og visit hos min onkel og tante i Toronto lander jeg i Kastrup lørdag 14. marts kl 12:20 - 20 minutter efter at Danmark er blevet lukket.

Jeg er så glad for at være hjemme igen, og lige så glad fordi jeg traf beslutningen om at tage turen. Hvornår mon en lignende mulighed viser sig?


Inden jeg skulle aflevere La Roja, fik vi mulighed for en sidste tur sammen til surferparadiset Pichelemu. Og her fik vi sagt ordentlig farvel til Stillehavet. 
Fakta:
Turen strakte sig over fire måneder - ankomst Santiago 13 November 2019  og afrejse 12 marts 2020. I Santiago købte jeg en Suzuki DL 650 Vstrom årgang 2016, med 14000 km på tælleren. En meget pålidelig motorcykel som transporterede mig rundt i Chile, Argentina og Bolivia uden mekaniske problemer. Ialt tilbagelagde jeg 15000 km på La Roja (den Røde).

Destinationer på rejsen:

Chile:  Casablanca, Santiago, Pichidangui, Arica, Mejillones, Pan Azucar, Bahia Inglesa, Llanos de Challe, Punta de Choros, Chillán, Temuco, Purto Montt, Hornopirén, Chaitén, Futeleufú, Puyuhapi, Coyhaique, Puerto Rio Tranquilo, Chile Chico, China Muerto, Pichilemu
Argentina:Mendoza, Jan José de Jáchal, Belén, Salta, Buenos Aires, San José san Martin, Bariloche, Hua Hum, Barracas
Bolivia: Tarija, Villa Montes, Huacareta, Monteagudo, Sucre, Camargo, Tupiza, Uyuni,
Siloli, gæsthus tæt på Laguna Verde, Oruro,
Uruguay: Punta del Este




Sydpå af Chiles sydligste hovedvej 7 - Carretera Austral,