Alting har en ende - dette er enden på mit MC eventyr i Sydamerika

Tilføj billedtekst

Aconcagua er det højeste bjerg i Amerika - ja verdens højeste bjerg udenfor Himalaya

Tirsdag 3 marts kommer Nelson og Sylvia og henter mig på hotellet. Det er fuldstændig som planlagt for flere uger siden - hvem siger Latinamerikanere ikke holder aftalter? Der er ihvertfald ikke meget "mañana" kultur over de mennesker jeg har mødt i Chile og Argentina. 

La Roja havde været nede og ligge mere end en gang, og sammen med stenslag har det naturligvis givet skrammer. Det er ikke kun ridser og skrab i lakken, men på styrtbøjler er der direkte hakker i metallet. Så er det godt jeg kender Nelson, og to dage på hans rodede værksted gør underværker.  Nelson er en ren troldmand, han blander selv sin metallak og han nøjes ikke med en enkelt gang hattelak som de gør på fabrikken. Det er grunder, vandslibepapir, to lag maling og til sidst klarlak. Bagefter ser La Roja ud, som var den lige trillet ud af butikken

 Vandslibning  

Varmeskold havde fået nogle grimme skrabemærker

Først meget grundig rengøring med 

vand, voks og olie. 

Der sprøjtes med metallak og bagefter klarlak

 

Det færdige resultat - som en ny mortorcykel 

Styrtbøjler havde mærker i metallet, men bagefter var de som nye. Refleksmærker er skiftet og der er sat carbontape ved fodhviler hvor mine støvler har slidt den tynde maling af. Kabler, slanger og samlinger er rengjort med tynd olie 

Varmeskjoldet er som nyt 

Mendoza te amo

Når man kommer til den by oplever man civilisationen, kultur, god mad, kaffe og vin. 

Argentinerne køber og læser aviser og bøger. Hvor bøger i Chile er dyre fordi de er pålagt ekstramoms, er der i Argentina mange flere boghandler og aviskiosker i bybilledet. Her i Mendoza har de rigtig mange og smukke kiosker.

Folk sidder i parker og hvor der ellers er græs og laver picnic eller bare hygger til langt ud på de lune afteners små timer.

Udenfor bymidten er der et væld af hjemmerestauranter, hvor folk bare har åbnet deres dagligstuer og serverer frokost til rimelige priser. her Club Social hvor jeg fik en fantastisk hjemmelavet ravioli.

Torsdag 5 marts så er det sidste pakning, og La Roja er klar til at få mig over Andeskæden til Chile. Jeg har været inde på Momondo og checke at der stadig er masser af billetter hjem,  men jeg fornemmer at tingene spidser til, og det måske er et spørgsmål om tid før der ikke længere er flyafgange. Det er ihverfald tydeligt at ingen har lyst til at rejse til Europa med en opblussende pandemi og mange dødsfald i Italien.

Andesbjergkæden med Aconcagua til venstre - på den anden side ligger Chile

Frugtstop - på vejen spiser jeg de sidste lækre argentinske ferskner, 

som jeg alligevel ikke må tage med til Chile  

Det er nu fjerde gang jeg passerer Aconcagua, første gang var i 1993 - Men jeg har aldrig været nær nok til ordentligt at se dette enorme bjerg. Kun i Himalaya findes højere bjerge. Denne gang har jeg tiden og vejret er perfekt til en lille vandretur.









Kort efter Aconcagua kommer  Paso de Libertadores og grænskontrol. Det foregår indendøre i en enorm hal. Grænseovergangen er en af de få der har åbent om vinteren, og der kan være bidende koldt  Derfor er det meget smart at fortoldning, tjek af papirer og bagage ikke foregår i snestorm og minus 20 grader.

Og så er det ned af bakke. Igennem over 20 stejle hårnålesving bliver det gradvist varmere, og da jeg når Los Andes er det over 35 grader.  

Jeg når Caseblanca mens det stadig er lyst, og min "familie" Alex og Marcella ,tager som altid mod mig med åbne arme.  Fredagen bruger jeg til at få hold på de købere til La Roja, som jeg skal møde i weekenden. Jeg satte for en måned siden La Roja til salg på facebook og på den chilenske bilbase. Der har været mange henvendelser, men det er nu slut på sommerferien og herudover er der er meget usikkerhed om demonstrationerne vil blusse op efter ferien. Langt de fleste mennesker jeg har mødt, støtter protester og demonstrationerne for en ny forfatning og omfattende reformer af samfundet. Forfatningen stammer fra Pinochets miltærdiktatur og umuliggør retfærdig lovgivning.  Men folk er samtidig bekymrede for den meget vold, og for hvordan uroen vil påvirke den økonomske situation. Så alt i alt er det ikke det bedste tidspunkt at sælge min MC.

Det går dog så godt over al forventning! Daniel, bankmanden der hjalm mig med at overføre penge der jeg skulle købe motorcyklen, havde allerede dengang sagt at han muligvis var interesseret.

Det endte med at det blev hans far der købte den, så nu kan de to tage på MC ture sammen. Jeg slap med at give et mindre afslag i den pris, jeg tre månder og 15000 km tidligere havde købt den for. Og nu ved jeg hvordan den slags skal klares hvis jeg senere skal købe MC i Chile.

Det første jeg gjorde efter jeg lørdag den 7. at have solgt La Roja, var at købe en billet hjem med afgang torsdag 12. marts præcis 4 måneder efter jeg havde forladt Danmark. Det gav lidt tid til at få sagt ordentlig farvel til nogle af de dejlige mennesker jeg havde mødt i Casablanca og Santiago.




Alex og Marcela som sammen med deres søn Alberto, åbnede deres hjem og hjalp mig utrolig meget. Uden deres uvurderlige hjælp havde det været en helt anderledes tur.














Den tysk chilenske kunstner Erika Hart udlejer en studiolejlighed i hendes hus i Vitacura som minder mig om noget fra Isabel Allendes bøger. Det blev mit hjem når jeg var i Santiago, og jeg blev vældig gode venner med hende og hendes kæreste Gero. og hendes to vorksne sønner.  Erika laver den mest perfekte morgenmad og den sidste dag spiste vi brunch sammen.

Det er lidt underligt at finde mit chilenske rejskort frem, og igen at køre med bus og metro. Det har været en fantastisk tur som langt overgik mine forventninger. Samtidig er det først nu at jeg begynder at fatte at det er slut - i hvertfald for denne gang. For jeg har svært ved at tro at jeg ikke snart kommer tilbage til dette fantastiske kontinent, og de mange søde. positive og tolerante mennesker som bor her.


Jeg valgte at flyve med Air Canada for at undgå de mest coronaramte områder. Det blev en tur over Toronto, hvor jeg så fik mulighed for et lynvisit hos min onkel og tante. Det var rigtigt hyggeligt at se de gamle dansk-canadier igen.

Der var ganske få passagerer med flyet fra Toronto til Frankfurt. og da jeg lørdag morgen ankom til Frankfurts kæmpelufthavn,  var denne også ret tom. Måske fordi USA ved midnat havde lukket for indrejse fra Europa. Mens jeg sad og ventede på flyet til Kastrup, fik jeg så at vide, at Mette Fredriksen havde fulgt Trumps eksempel, og lukket for besøgende til Danmark.  Det ville ske 20 minutter før min ankomst, men heldigvis fløj en meget veloplagt Lufthansa besætning os til København.

Kastup 20 minutter efter Mette Frederiksen havde lukket landet. 

Indflyvningen til Kastrup foregik i det skarpeste solskin, og det var helt uvirkeligt at ankomme til en Kastrup lufthavn uden flytrafik, og med ganske få mennesker.

Heldigvis var Susanne der og give mig en varm velkomst.  Jeg følte mig meget heldig og lykkelig over at være gift med en så sød og tolerant kvinde.