Palca Grande to Cotagaita section 1

På langs af Dalene op til Gran Chaco

Videre i Bolivia 

Det har været så dejligt at være tilbage i Tarija med gamle og nye venner. Fremfor alt
har det været fantastisk sammen med Susanne, at genopleve en del af vores liv
som ligger næsten 30 år tilbage.  

Fin bro før Huacareta. Afslutning på dagens etape 

Nu er ferien imidlertid slut, Susanne er hjemme i DK igen, og jeg begiver mig igen ud på
landevejen, for at opleve mere af Bolivia.

Landet med 12 mio indbyggere dækker 1 mio. Km2 - altså 20 gange Danmarks areal. Bolivia
er nok først og fremmest kendt for sin højslette i op til 4000 m højde. Men i dalene ned mod
lavlandet ligger Tarija og to andre større byer Sucre og Cochabama i ca 2000 meter, og her er
det langt bedre at leve end i højlandet. Klimaet er langt mere behageligt, og så der er mere
ilt i luften.

Jeg har valgt at starte min tur ved at køre 1000 meter ned ad bakke. Det er først en tur på
tværs af de folder som Andeskæden skaber i nord/sydgående retning. Herefter ved Entre
Rios, i ca 1000 meters højde, at dreje fra og følge dalene i retning Monteaguedo, som ligger
250 km mod nord. Det er virkeligt smukt og landligt men vejene svarer til en dansk markvej. 

Vejen fra Tarija til Entre Rios er ny med nye broer og brede veje. En gang imellem kommer
man forbi et gammelt stykke vej, og det er virker utrolig at dette var vejen vi kørte når vi
skulle fra Tarija. Her kørte busser, biler, lastbiler og en gang imellem en karavane med tungt
lastede muldyr - det var i ´90erne.

Men fra Entre Rios, får jeg endelig brugt mine knopdæk. Jeg monterede dem i Mendoza - 1700 km længere mod syd, og har stort set kun brugt dem på asfalt, som de helt uegnede til. Men her i dette udkantsområde skal jeg love for at jeg får glæde af dækkene.

Man skal imidlertid passe når "belægningen" skifter fra jord til småsten, til opkørt ler, eller fint sand.
Der ligger også store sten, som man slet ikke skal ramme.

Og så er der også vandløb der skal krydses

Men på lange strækninger er det husdyr, som jeg skal passe på. Der er både grise, geder, heste og rigtig meget kvæg. Specielt kalve er et problem, fordi de blive bange og løber foran motorcyklen på udkig efter et sted at smutte ind - og det kan betyde at de krydser ind foran motorcyklen, og det er jo ikke så godt. Så når der er komøj på kørebanen, er det om at holde udkig.

Men det var nu ikke en kalv, men en hest, der fik mig ned på tælling. De var i en gruppe, som stod og fyldte det hele. Jeg kom helt op, da den nærmeste helt stoppede, og jeg uforberedt også måtte stoppe, for ikke at ramme hestens bagdel.

Jeg nåede ikke at få fodfæste, og så var det bare vælte, vælte. Ret irriterende, men jeg var heldig, at jeg tidligere havde overhalet en lastbil med nogle flinke fyre, som hjalp mig med at få maskinen på højkant igen.

Udover køer, heste og min lastbil er der også andre køretøjer på vejen, og en bus fylder det hele, med en chauffør der ikke ligefrem har foden klar ved bremsen. Hvis vejen mod sædvane bliver bedre, er der ofte mere trafik, og så kommer der rappe pick-ups for fuld speed.

Der har altid været meget kvæg i Chacoen, og fordi kvæget æder meget alsidigt i skoven, smager kødet herfra fantastisk. 

 Men der er en voldsom afskovning i Chacoen, og store områder ryddes for at lave græsgange, så man kan producere mere oksekød. Den store afbrænding i slutningen af sidste år, skete ikke kun i Brasilen. 

I Bolivia blev der afbrændt en del af en fredet naturpark, et meget stort højkvalitets naturområde. Evo Morales regeringen siges at være skyldig, ved at tillade immigranter fra højsletten at rydde området, og herved høste deres stemmer. Samtidig havde regering interesse i en stor kontrakt om levering af oksekød til Kina. 

https://www.theguardian.com/world/2019/sep/02/bolivia-evo-morales-wildfires-chiquitano

Da jeg ved 17 tiden nåede den lille by Huacareta, besluttede jeg mig for at stoppe for natten, og der var sørme et sted, meget basic, men med flinke folk og til 30 kr. Aftensmad ved det eneste spisested i  byen - som altid disse steder er det et gadekøkken. Her mødte jeg Raimiro - en ung tandlæge fra Uyuni, som var på turnus i Huacareta. Han havde masser at lave,  for her er de ikke gode til at børste tænder, og så drikker de meget sodavand. Han skal kun være her 3 måneder,  men nyder varmen. I Uyuni kan det blive ned til minus 20 grader